Midtjyske Meninger: Boller uden smør

Af Ida Ventana Bjerringbro

Duften af varme boller og kage blander sig med kakao, og den orange farve fra juicen står i stærk kontrast til de blå servietter. Dugen er dækket af små papirflag, der efterligner plastik-flagstængerne på spisebordet. Børnelatter og stille munde fyldt med mad er samlet rundt om bordet. En pige med lyst hår skriger med på musikken, mens de spiser. »Shhh! Rolig nu« tysser en af de andre, men det hjælper ikke. Hun vil alt for gerne snakke, og det er så svært at lade være, som om noget i hende griber fat og vælter ud, selvom hun forsøger at begrænse det. Behovet for opmærksomhed og anerkendelse får hende til at råbe endnu højere. Hun afbryder nogle midt i en samtale. Hun vil også være med! Men afvisningen, når nogen tysser, føles som et stykke af hendes hjerte, der bliver skåret ud og taget fra hende, så hun råber endnu højere for at undgå følelsen af mistrivsel. Hun spiser sin bolle med fem stykker pålægschokolade og mangler aldrig juice.

I den anden ende af bordet sidder en dreng. De sidste 45 minutter har han ikke sagt et ord. Frygten for opmærksomhed og andres fordømmelse får ham til at tie. Han vil så nødigt trænge sig på. Hvert ord gennemtænkes tre gange automatisk. Han har det fint alene, men føler sig lidt efterladt, som han sidder der i selskabet, som om der hele tiden er noget, der mangler. Noget mangler, ligesom den bolle han spiser uden smør, for smørret står oppe i den anden ende af bordet, og han tør ikke råbe op. Han nøjes med at spise den tørre bolle og sparer på den sidste juice.

»Hvorfor siger du aldrig noget?« udbryder pigen med det lyse hår. Alles øjne vender sig mod ham. Biden af brød i munden føles som en kamp at sluge, indtil han ser op og siger, »Hvorfor tier du aldrig stille?«

Mennesker er i konstant kontakt og afregner hinandens adfærd i jagten på at følge de sociale normer og værdier, og vi afskyr os selv, når vi ikke føler, vi kan leve op til dem. I virkeligheden burde vi måske tage et skridt tilbage og tænke os om, før vi bedømmer hinanden. Både generthed og opmærksomhedssøgende adfærd har begge hver sine fordele og ulemper: mens de opmærksomhedskrævende higer efter anerkendelse, kan de generte føle sig oversete. Måske handler det om en kombination af at acceptere hinanden, som vi er, hjælpe hinanden med vores indbyrdes udfordringer samt at udfordre os selv: Forsøge at tænke at vi ikke behøver andres opmærksomhed for at være gode nok, eller at tilværelsen bliver nemmere, hvis vi tør at handle.

Til børnefødselsdagen sætter pigen med det lyse hår sig over til drengen. »Undskyld, jeg ville bare gerne snakke med dig,« siger hun. Så smiler drengen. »Vil du række mig smørret?« spørger han pigen. Hun råber smørret op, som sendes ned i deres ende af bordet. Derefter giver hun ham noget af sin pålægschokolade - hun kunne ikke spise det hele.