Jeg er træt af bagstræberiske holdninger

2. august 2021, 11.22

Silkeborg Nytårskoncert med blandt ander Kaya Brüel, Rasmus Jupin og Hans Pilgaard. Foto: Martin Ballund

VARTEGN D’herrer Jan Beck og Hans Rytter har indenfor de seneste dage forsøgt at oplyse læserne om deres fanatiske holdninger til udvikling i Silkeborg Kommune. Det er jo ikke kriminelt at forsøge at pådutte befolkningen sådanne fuldstændig bagstræberiske holdninger. Det er set før.

Kunne I da ikke i det mindste prøve at fortælle, hvad I egentlig står for?

Indtil videre har I, og et par stykker af jeres ligesindede, alene fremført jeres evindelige kritik om snart alt, der vedrører forhold i Silkeborg Kommune. På den måde generer I kraftigt befolkningen og virksomheder, som allerede er her, men også de, som har Silkeborg Kommune i tankerne. En kommune, som i den grad er populær. Det kan læses af tilgangen af erhvervsvirksomheder og masser af nye beboere, som hver eneste dag glæder sig over at være en del dette skønne sted. Det nævnes næsten dagligt, også i den nationale presse. Dette til trods for jeres evige forsøg på at holde firmaer og mennesker væk.

I april 2019 skrev jeg et læserbrev om noget lignende i forbindelse med en nyoprettet forening, som stort set alene fremførte kritik - over alting i kommunen. Det fik jeg sandelig mange verbale tæsk for.

Men jeg gentager gerne alligevel: Det står jo enhver frit, hvor man vil bo.

Jeres skare på langt under en procent af befolkningen er vi rigtig mange, der er alvorligt trætte af at høre og læse om.

Og så lige til sidst: Papirtårnet står smukt, knejsende mod den blå himmel. Det kunne dog godt have været 3-4 etager højere.

Læs også
Steen Vindum og stråmanden
Læs også
Er der - stadig - penge i kassen?
Læs også
Nej tak til Fredensgård-projektet

Indlæser debat...