
USA's vicepræsident deltager i Tyre Nichols' begravelse
Kamala Harris vil ifølge Det Hvide Hus rejse til Memphis for at deltage i Tyre Nichols' begravelse.
Udgivet:01. februar 2023, 03.06
Læsetid:2 minutter
Mandag blev der holdt en mindeceremoni for Tyre Nichols på en skaterbane i Californien, som han frekventerede.
1 måned siden
WASHINGTON D.C. USA's vicepræsident, Kamala Harris, kommer til at deltage i begravelsen af den 29-årige Tyre Nichols, der døde få dage efter en voldsom anholdelse i Memphis i delstaten Tennessee.
Det oplyser Det Hvide Hus tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP. Begravelsen finder sted onsdag.
Når Det Hvide Hus vælger at sende så højtplaceret en politiker, ses det som en understregelse af, hvor stor politisk bevågenhed Tyre Nichols' død har skabt.
USA's præsident, Joe Biden, har også sagt, at han er "forarget og dybt berørt" over Nichols' død og det videomateriale fra anholdelsen, der fredag blev offentliggjort.
7. januar blev Nichols stoppet af politiet i Memphis. Videoer fra hændelsen har vist, at betjente både sparkede og slog Nichols.
I videoen kan man også se, at han ligger på jorden og skriger, mens han bliver slået og sparket af betjentene.
Senere bliver han slået med knipler. På det tidspunkt er der ikke længere tegn på, at Nichols gør modstand.
Han døde tre dage senere på et hospital.
De fem betjente, der stod for anholdelsen, er alle blevet fyret og sigtet for drab. Yderligere to betjente er også blevet fritaget fra tjeneste.
Nogle af betjentene tilhørte en særlig kriminalitetsforebyggende enhed i politiet i Memphis, som senere er blevet nedlagt.
Mandag oplyste chefen for brandvæsnet i Memphis desuden, at to reddere og en chauffør, der blev kaldt ud til anholdelsen, er blevet fyret.
En undersøgelse har ifølge brandvæsnet vist, at de ikke ydede den 29-årige tilstrækkelig hjælp.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at også George Floyd og Breonna Taylors familier vil deltage i Tyre Nichols' begravelse.
De to blev også dræbt af politi i henholdsvis Louisville i Kentucky og Minneapolis i Minnesota i 2020.
Tyre Nichols og de fem betjente, der efter anholdelsen er blevet sigtet for drab er alle sorte.
Dødsfaldet har på ny sat gang i debatten og frustrationen over politivold mod især sorte borgere i USA.
/ritzau/