Gourmet-tur i Gjern

10. juni 2020, 10.55

Så er der masser af motion og frisk luft på vej i form af gåture arrangeret af Gjern Natur.

GJERN Gjern Natur følger op på de sidste to arrangementer, der blev sande tilløbsstykker.

Denne gang udvider man »voksenturen« til en gourmet-tur med natur- og madoplevelser, og »familieturen« bliver en rundtur i og ved Overholt Plantage.

Som de tidligere gå-, spise- og oplev naturen-ture er der tale om korte ruter på henholdvis fem og fire kilometer i naturskønne områder. Ruterne er skiltet på dagen, så det er nemt for alle at finde rundt.

Gjern Natur lægger sammen med Gjern Hotel ud lørdag den 20. juni med en gourmet-udgave, hvor Lone og Jens fra hotellet har lovet at lave lidt lækkert til indtagelse ved forskellige poster undervejs. Denne tur udgår og slutter ved hotellet, mens den følgende tur, lørdag den 27. juni, starter og slutter i Overholt Plantage. Her går ruten mest på skovveje og stier, så denne tur er specielt velegnet til børnefamilier, men alle kan være med.

Overholt Plantage er en privat skov, der blev etableret for at komme af med et sandfygningsproblem for datidens landmænd.

Når vinden var i vest, fløj den lette jord i Overholt ind over markerne til stor gene for landmændene, der tog sagen i egen hånd og opkøbte området til tilplantning.