Skovmænd manipulerer med statistik

Udgivet:15. august 2022, 14.00

Læsetid:2 minutter

Af Bjørn Djupvik. Foreningen Danmarks Vilde Natur afdeling Silkeborg

NATUR Niels Juhl Bundgaard, og foreningen »Bevar de danske skove« prøver i et debatindlæg 23. juli, med en hjemmelavet sammenligning af tal fra Den danske Rødliste 2010 og 2019, at påvise, at der er sket en fremgang for biodiversiteten i Gludsted Plantage. De argumenterer ud fra dette, at det ikke er nødvendigt, at prioritere natur gennem udlægning af urørt skov. Bundgaards hovedpointe er, at han mener at Aarhus Universitet (AU) har lavet nogle »subjektive fravalg«, der påvirker rødlisteindeksets udvikling. Han får dermed samtidig mistænkeliggjort universitetet for bevidst at fifle med tallene for at få det til at se værre ud, end det er i virkeligheden.

Problemet er bare at dette er lodret løgn.

Når AU udarbejder rødlisten vælger de alle arter til, der har gode nok data til at sige noget reelt om udviklingen i Danmarks natur. Der er rigtig mange fageksperter med i vurderingerne, og alle konklusioner bliver kvalitetssikret af mindst en anden ekspert og AU selv. Alt efter en standard udviklet af internationale forskere. Det er flere arter med i vurderingen af Rødliste 2019 end for Rødliste 2010.

Læs også
Den positive udvikling i statsskovenes biodiversitet Den positive udvikling i statsskovenes biodiversitet
Læs også:
Den positive udvikling i statsskovenes biodiversitet

De arter, der er faldt fra, og som Bundgaard bygger sin kritik på, skyldes at man ikke ved med sikkerhed, hvorfor de har ændret rødlistekategori; det kan for eksempel blot skyldes, at man har fået bedre data end sidst eller, at man har rettet op i tidligere fejl. AU medtager naturligt nok kun arter, hvor man ved de har ændret rødlistekategori, fordi der er sket en reel ændring af artens status i naturen.

Alt i alt et tegn på god forskningsskik - ikke på bevidst manipulering!

Bundgaard spørger retorisk »Hvem misinformerer og hvem bruger skinger tale?«

Svaret er: Det er dig selv, hr. Bundgaard. Når du forvrænger data fra rødlisten og samtidig groft insinuerer, at lødig forskning er manipuleret - ja, så er det skingert.

Det er helt fint, at Bundgaard kæmper på vegne af skovindustrien. Men lad os gøre det på et oplyst grundlag, og uden at ty til grundløse beskyldninger af landets forskningsinstitutioner.

Indlæser debat