112

Lastbilbrand blokerede motorvejs-afkørsel

Lastbilhænger brød tirsdag formiddag i brand på Silkeborgmotorvejen i Balle

14. juli 2020, 09.26

Lastbilhængeren er koblet fra forvognen, som er kørt i sikkerhed, mens brandfolkene er i gang med slukningsarbejdet. Foto: Peter Erfurt

BALLE En sættevogn brød kort før klokken 09 tirsdag i brand på Silkeborgmotorvejen.

Chaufføren parkerede anhængeren på afkørsel 30 ved Balle - i retning mod Silkeborg. Herefter koblede han trækkeren fra og satte den i sikker afstand fra den brændende anhænger.

Brandfolk fra Brand & Redning slukkede branden. Under slukningsarbejdet afspærrede politiet motorvejsafkørslen.

- Chaufføren opdagede selv, at det brændte, og så holdt han ind i nødsporet, siger indsatsleder Allan Riisberg. Han fortæller, at branden bredte sig til hængerens presenning og noget af lasten. Brandfolkene fik hurtigt flammerne under kontrol.

- Vi formoder, at branden opstod, fordi en bremse havde sat sig fast. Det udvikler varme. Varmen antændte plastikhjulkassen, hvorfra branden bredte sig, siger Allan Riisberg.

Ingen kom til skade ved branden. Efter cirka 20 minutter ophævede politiet afspærringen af motorvejsafkørslen.