Lidende Leon Madsen nægter at slukke VM-drømmen i år

Selv om det ser svært ud, tror Leon Madsen stadig på, at han har chancen for at kæmpe om VM-titlen.

21. september 2019, 21.49

Leon Madsen tog sejren i Cardiff og har ni point op til VM-førende Bartosz Zmarzlik inden sidste grandprix i Polen.

CARDIFF Et fremragende comeback ved grandprixet i Cardiff gav Leon Madsen sæsonens anden triumf. Og samtidig holdt han liv i et spinkelt håb om at kunne snuppe VM-titlen i årets sidste grandprix 5. oktober i Polen.

Danskeren er ni point efter førende Bartosz Zmarzlik og to point efter Emil Sayfutdinov, og selv om det ser svært ud, så nægter Leon Madsen at afskrive sine chancer.

- Der er stadig en runde at køre mere nede i Torun, så det er ikke ovre endnu. Chancen er realistisk, så længe muligheden stadig er der, og jeg vil kæmpe for det og gøre mit bedste, siger danskeren.

I hvert fald tankede han god selvtillid med lørdagens triumf.

- Jeg er mega glad for og stolt over at vinde de to store grandprixer i henholdsvis Warszawa og Cardiff. Og jeg er mega glad for at være med til at løfte dansk speedway, lyder det fra danskeren.

Meget skal gå galt i Torun, hvis ikke han som minimum skal ende på podiet i VM-serien. Derfor tøver han heller ikke med at kalde sin første sæson som fast grandprixkører for en stor succes.

- Jeg skal ikke vinde VM i år. Det er mit første år i grandprixserien, og jeg tror allerede, jeg har overrasket de fleste utrolig positivt med mine præstationer, siger danskeren, som også døjer med en skadet ryg.

- Med tanke på de skader, jeg har bøvlet med siden halvvejs i sæsonen, kan jeg være rigtig godt tilfreds med det, jeg har opnået indtil videre.

- Jeg bliver kun stærkere til næste år, når jeg får bugt med de skader, jeg bøvler med lige nu, siger han.

Han var også en tur i slaggeren tidligt under lørdagens grandprix, men at stå øverst på podiet efter finalen hjalp på smerterne.

- Jeg styrtede igen og slog min ryg, så jeg kan næsten ikke gå eller sidde ned. Jeg har kæmpe smerter på grund af den diskusprolaps, som jeg nu slog igen. Men at vinde i dag tager lidt af smerterne, forklarer han.

Han hentede kun fem point i sine tre første heats lørdag, men et cykelskift gav ham mere power, og derfra vandt han alt.

/ritzau/