Vild slutspurt i bydyst: Virklund vandt snæver sejr

Sjov og spontan idé har de seneste uger fået børn og voksne i de to byer til at trave tilsammen over 141.000 kilometer

1. marts 2021, 08.37

Bydysten blev indledt 10. februar, og undervejs har deltagerne sendt foto ind fra deres gåture og registreret antallet af tilbagelagte kilometer via et link, hvor de løbende har indtastet navn, dato og distance. Foto: Privat

VIRKLUND/GL.RYE Beboere i Virklund og Gl. Rye satte i weekenden en drabelig slutspurt ind for at få afgjort bydysten mellem de to byer, og det blev Virklund, der trak sig sejrrigt ud af konkurrencen om at tilbagelægge flest kilometer på gå- eller løbeben.

Før weekenden adskilte blot 150 kilometer de to byer, så der var lagt op til et brag af en finale, inden slutfløjtet lød søndag aften klokken 22.

På det tidspunkt var der indrapporteret 70.170 km fra borgere i Gl. Rye, og det blev overgået af Virk-lund i en snæver sejr, idet bydyst-deltagerne i Virklund nåede op på tilsammen 71.112 travede kilometer siden 10. februar, hvor dysten blev indledt.

Læs også
Virklund og Gl. Rye i tæt opløb i bydyst: Hvem kan gå flest kilometer?
+Abonnement

Det skete på initiativ af Thomas Hviid Madsen, der er formand for Virklund Outdoor under den lokale boldklub, og hans gode kammerat i Gl. Rye, Torbjørn Gasbjerg. Idéen var at motivere flere til at komme ud og røre sig hver for sig og i mindre grupper - på trods af lukkede idrætsforeninger og andre coronarestriktioner og -begrænsninger.

I alt er der blevet gået og løbet knap 20.000 ture i de to byer på to og en halv uge.

- Det er jo fuldstændig vildt. Vi er meget imponerede over den opbakning, der har været i begge byer. Vi vidste, at der er et godt fællesskab, men det er bare så fedt at se, når det viser sig i praksis. Det har været sjovt at opleve, hvordan der er blevet skabt et fællesskab sammen og hver for sig. Vi har haft en fælles sag i en ellers træls coronatid, konstaterer Thomas Hviid Madsen.

I forbindelse med weekendens slutspurt var der i begge byer arrangeret flere happenings for at lokke endnu flere kilometer i benene på deltagerne.

I Gl. Rye var der blandt andet Tordenskjolds Soldater-march, ølløb og måneskinstur, og i Virklund kunne man komme på skattejagt med Salmiak Søren og Chokolade Charlotte og sponsorløb, og i mørket søndag aften blev de sidste kilometer jagtet og belønnet med gratis kaffe og kakao fra Woodys Kaffe og Isbar, der i anledning af bydysten havde parkeret kaffevognen ved p-pladsen foran Virklund Kirke.

Både børn og voksne deltog i bydysten mellem de to byer, hvor Gl. Rye med blot 1600 beboere var oppe mod Virklunds cirka dobbelt så mange.
I forbindelse med weekendens slutspurt var der i begge byer arrangeret forskellige happenings for at lokke endnu flere kilometer i benene på deltagerne.