Grund til bekymring for arbejdsmiljøet

30. maj 2020, 08.00

Foto: Martin Ballund

FREDBERG-SAGEN John Felbert (JF) skriver i MJA d. 23. maj, at han synes, det er »en træls reaktion«, at medarbejdere har sendt et bekymringsbrev om arbejdsforholdene på Silkeborg hospital (RHS) og børneafdelingen i Viborg.

Hans tolkning er, at da »kun« 220 medarbejdere af de cirka 1100 ansatte nåede at skrive under i løbet af 21 timer, så må de resterende 80 % være tilfredse med arbejdsmiljøet. En lige så fejlagtig tolkning under devisen, »den, der tier, samtykker« ville være at konkludere, at siden der ikke foreligger en erklæring fra disse 80% om tilkendegivelse af et godt arbejdsmiljø, så ville samtlige ansatte i RHS have skrevet under, havde de haft muligheden.

Den illusion gør jeg mig dog ikke.

I sager som disse, tror jeg netop, at det er vigtigt ikke at tolke, uden at gøre sig de nødvendige analyser og refleksioner. Det har sagen, siden pressemeddelelsen om Fredbergs fyring blev udsendt, vist også tydeligt illustreret.

JF skriver, at »Den moderne afdelingsleder tager primært ansvar for relationen til de øvrige hospitaler i enheden og samarbejdet med den overordnede ledelse. Han delegerer det interne arbejdsmiljø til de enkelte medarbejderteams via MED udvalget, gamle dage kaldt samarbejdsudvalget«. Jeg tillader mig at formode, at JF mener en centerleder og ikke en afdelingsleder, da RHS dog stadig må betragtes som en selvstændig matrikel i Hospitalsenhed Midt. Udtalelsen giver, i min optik, desværre hverken et moderne eller nutidigt syn på ledelse. Ledelse handler vel grundlæggende om at gå forrest, motiverer sine medarbejdere, sikre at de oplever meningsfuldhed i deres arbejde, samt anerkende den enkeltes styrker og rumme deres svagheder.

JF nævner, at »det er personalet der skaber arbejdsmiljøet på en arbejdsplads«. Dette er delvist rigtigt. Vi har som medarbejdere et stort medansvar, men et godt arbejdsmiljø fordrer en ledelse, som er med til at definere kulturen. Medarbejdere bør kunne forvente en ledelse, der lytter, tager medarbejdernes bekymringer og kritik til sig, og som forstår, at dette bør være en del af det grundlag, beslutningerne tages på.

JF skriver, at som patient »har jeg kun mødt venlige, dygtige og tryghedsskabende personale (..)«. Det er jeg glad for, men hans opfordring til ikke være nervøs »fordi vi jo gør det godt« virker desværre respektløs overfor medarbejdernes oprigtige bekymring. Måske handler det om, at JF ikke forstår situationens alvor; at sundhedspersonalet netop skal være trygge ved at ytre sig, også i faglige sammenhænge, hvis de fortsat netop skal være dygtige og tryghedsskabende.

Nu kan man skyde mig i skoen, at jeg, som sygeplejerske i Diagnostisk Center, er følelsesmæssigt involveret. Det er jeg nok også. Dog vil jeg blot minde om, at jeg kun er sygeplejerske 37 timer om ugen, - de resterende 131 timer, er jeg, som alle jer, en (bekymret) borger i Region Midt.