Jagten skydes i gang: Hvilken butik er Silkeborgs bedste?

Handel Silkeborg og Mediehuset Midtjyllands Avis sætter fokus på det lokale handelslivs kvaliteter og kickstarter 26. februar jagten på at finde »Silkeborgs bedste«

25. februar 2020, 06.50

Der skal dystes i syv forskellige kategorier, når Handel Silkeborg i samarbejde med Mediehuset Midtjyllands Avis afholder eventen »Silkeborgs Bedste«. - Der skal blandt andet kåres en vinder i kategorien »Silkeborgs bedste velvære«. Det kan eksempelvis være med udgangspunkt i en ansigtsbehandling. Det handler om at kåre det bedste sted, når det drejer sig om at sætte tid af til sig selv og sin egen selvforkælelse, siger Pernille Perigaard, city manager i Handel Silkeborg. Foto: Martin Ballund

KÅRING Hvilken butik er Silkeborgs bedste?

Hvem er den bedste ekspedient, hvad er den bedste kulturoplevelse og hvilken butik er den bedste, når mænd shopper?

Det er nogle af de spørgsmål, der i de kommende måneder skal tages stilling til, når Handel Silkeborg og Mediehuset Midtjyllands Avis afholder eventen »Silkeborgs Bedste«.

Event og kåring følger i slipstrømmen på et lignende arrangement i 2018, der havde stor bevågenhed fra Silkeborgs butikker og kunder.

- Det er en event, der sætter fokus på Silkeborgs kvaliteter, når vi taler handel og kultur. Og det er ikke kun butikkerne, der er i fokus, for der skal også kåres byens bedste ekspedient, siger Pernille Perigaard, citymanager i Handel Silkeborg.

Den unikke oplevelse

Syv kategorier er sat i søen, og her er det formentlig byens bedste butik, der får størst fokus.

- Jeg vil kalde det for »æresprisen«. Det er en pris, der tildeles den butik, der gør noget helt særligt. En butik, der gør noget ud over det sædvanlige og noget, der er med til at gøre Silkeborg til en spændende handelsby, siger Pernille Perigaard.

I forhold til 2018 er der tre nyskabelser med. Dels skal Silkeborgs bedste shopping-butik for henholdsvis kvinder og mænd findes, dels skal der også kåres en vinder i kategorien Silkeborgs bedste velvære.

- Udgangspunktet er den lokale detailhandel, men taler vi om den bedste shopping-butik for mænd, kan det i princippet også være en barber eller et byggemarked. Men igen, så handler det om, at man får en unik oplevelse, siger citymanager Pernille Perigaard.

Mange unikke kulturtilbud

Når det gælder byens bedste spisested, handler det ifølge Pernille Perigaard om stemning og hygge. Det bedste spisested skal således være et sted, hvor man føler sig velkommen. Og så spiller maden naturligvis en rolle.

- Men om det er dansk, amerikansk, thailandsk eller græsk spiller ingen rolle, siger city manageren, der personligt ser frem, hvilket kulturoplevelser og -institutioner, der bliver indstillet til Silkeborgs bedste kulturoplevelse.

- Her er Silkeborg jo rigt repræsenteret.

- Der er så mange unikke kulturtilbud, der kandiderer til at blive nomineret, siger Pernille Perigaard, og tilføjer.

Og så er der Silkeborgs bedste ekspedient.

Her kan alle være med.

Her er der »fri leg«. Silkeborgs bedste ekspedient er en, der gør noget særligt. En der på en særlig måde har fingeren på pulsen eller måske er firstmover, siger hun.

Kom med dit bud

Hvem der i sidste ende bliver indstillet i de syv kategorier, er op til kunderne, der fra 26. februar og frem til 11. marts kan komme med deres bud.

Det kan enten ske via stemmesedler i Handel Silkeborgs medlemsbutikker eller via hjemmesiden silkeborgsbedste.dk.

På baggrund af de mange indstillinger udvælger et dommerpanel udpeget af Handel Silkeborg de finalister, der går videre til den endelige afstemning, der foregår i perioden 25. marts til 15. april. Selve kåringen foregår ved en event i Jysk Musikteater onsdag 29. april.