Bredt flertal er enig om kompensation til restauranter og barer

Restaurationer lider under coronatiltag, derfor vil et bredt flertal nu kompensere deres faste omkostninger

20. september 2020, 20.43

Restauranterne er hårdt pressede. Arkivfoto

KØBENHAVN Et bredt flertal er enig om at kompensere barer, caféer og restauranter, som lider under de nuværende coronarestriktioner, for faste omkostninger.

Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde søndag aften.

- Det gør ondt på jer, der sørger for, at vi kan have en god aften. Derfor er der nu i dag et bredt flertal for at komme med hjælp til jer, lyder det.

Aftalen udvider adgang til eksisterende hjælpepakker og kompensationsordninger. Det er en hjælp til virksomheder, der er ramt af begrænset åbning.

Der afsættes 100 millioner kroner til yderligere økonomisk hjælp til branchen. I de kommende dage skal partierne forhandle om, hvordan beløbet fordeles.

Der er særligt fokus på de små virksomheder, siger erhvervsministeren.

- De kan nu få 90 procent af deres faste omkostninger i kompensation, hvis de vælger at holde lukket i en kortere periode, siger erhvervsministeren.

/ritzau/