Mindeord: Kirsten viede sit liv til mennesker og kunst

Kirsten Mandøe, Them, er død i en alder af 72 år

2. september 2019, 12.30

Det var især naturen, Kirsten Mandøe skildrede i sine billeder, men også portrætkunst og religiøse motiver kastede hun sig ud i.

Eva Johansen, Gjessø, har skrevet følgende mindeord over Kirsten Mandøe:

MINDEORD: Det var en trist nyhed, der nåede mig i torsdags. Kirsten havde ganske vist været syg, men det gik rigtig hurtigt her til sidst, så pludselig var hun her ikke mere.

Kirsten havde hele sit liv undret sig over menneskeheden, så det undrede ingen, at hun viede sit liv til at arbejde med mennesker, først som lærer og efter en videreuddannelse som cand. pæd. psyk. arbejdede hun i flere år som skolepsykolog i Ringkøbing Amt og senere som misbrugsrådgiver ved Herning Kommune. Hun fandt stor glæde i at vende menneskers skæbne. På den måde satte hun sig varige spor.

Hun udviklede sig som menneske og passede på sig selv gennem forskellige åndlige regier. Jeg lærte hende at kende gennem kirken og Y’s Men-bevægelsen, men vores største fællesskab voksede frem gennem kunsten.

Kirsten elskede naturen både den danske og den svenske. Hun var ikke bleg for at cykle 50 km en eftermiddag. Hun sugede alle indtryk til sig. Her var en uudtømmelig kilde til inspiration. Hun kunne skildre skove, så man sagtens kunne se, hvilken type skov, hun skildrede. Man var ikke i tvivl om, at hun lagde sit hjerte i sine naturskildringer.

Hun blev aldrig træt af at lære nyt, så hun kastede sig ud i at øve sig i den svære portrætkunst, men der var ikke så meget sjæl i disse billeder. Her var det teknikken, der var i fokus.

Så gik det helt anderledes, da hun langt om længe vovede sig ud i de religiøse motiver. En motivverden, hun ellers havde været meget forsigtig med at kaste sig ud i af frygt for at falde i sødsuppegryden. Men sådan gik det langt fra. Jeg er ikke bleg for at kalde nogle af hendes billeder mesterværker.

Kirstens gode øje for kunst blev udnyttet af vores kirke, hvor hun i en årrække stod for forskellige udstillinger i vores sognehus.

Hun boede i Them sammen med sin livsledsager Bent. Sammen tog de på adskillige pilgrimsvandringer. Den sidste blev til Assisi. Målet var egentlig Jerusalem, men Bent blev ramt af en voldsom allergi, så de blev nødt til at vende hjem. Lige til det sidste - næsten - ønskede de at fuldføre denne vandring, men nu må Bent vandre alene.

Æret være Kirstens minde!