Midtjyske Meninger: Birch til Bryrup

13. februar 2020, 12.30

Foto: Martin Ballund

Sidste fredag var jeg til pre-season event på Jysk Park sammen med masser af andre sponsorer. Vi var der for bl.a. at høre cheftræner Kent Nielsens oplæg til, hvordan vi (SIF) skal klare os fri af den bundplacering vi har.

Kent Nielsen fortalte, at han i sin motivation over for spillerne brugte udtryk som at man skulle »anstrenge sig«. Et rigtigt godt, beskrivende gammeldags udtryk. Men det glemte de. Vi tabte den efterfølgende træningskamp 2-0 til Viborg. Nu gælder det AaB på søndag. Kamp om point. Nu skal de f…… anstrenge sig.

Og det gør både Birch og Konradsen på forsiden af sidste weekends avis. De er uenige om Silkeborg bymidtes eventuelle kommende udseende rent bygningsmæssigt. Det har Konradsen givet til udtryk gennem sin forholdsvis nystiftede forening »Skøn på Silkeborg«, der allerede nu har 700 medlemmer.

Størsteparten af disse medlemmer er imod højhuse, og vil gerne bevare de nuværende jordnære og gamle miljøer.

Det må de blive enige om nede i Silkeborg.

I stedet vil vi her i Bryrup invitere dig, Birch, til vor by. Ikke under sloganet »Skøn på Bryrup« men under sloganet »Skynd dig til Bryrup«.

På vores hovedgade er der enkelte huse, der har stået til salg i lang tid. F.eks. Slawterkonens hus nær vores veteranbane.

Det synes jeg du skal købe Birch, og så pære det ned. Så skal du bygge i op til flere etager lidt længere inde på grunden. Så får Bryrup sit første højhus. Det vil ligge centralt, brugsen ligger lige overfor, og der er kun få hundrede meter til busstoppestedet. Og man kan nemt komme med tog til Vrads. Og sikke en flot udsigt fra 2. sal og op.

Vi forlanger dog én ting. Mindet om Slawterkonen er bevaringsværdigt. Det er helt klart nødvendigt at døbe højhuset »Slawterkonens tårn«.

Vi glæder os Birch, lad ikke Enggaard komme først, »Skynd dig til Bryrup«.

I samme avis var der på forsiden et billede af en verdensomrejsende ung mand fra Bryrup. Hans mål er at besøge alle lande i hele verden uden brug af fly og være minimum 24 timer i hvert land.

Af de 203 lande der er i verden, mangler han efter snart 7 års rejse kun 9 lande.

Giv ham opbakning ved at følge og like ham på facebooksiden »Once Upon a Saga«. For færdig det bliver han. Han er nemlig både lidt skør og vedholdende. Lidt ligesom sit fædrene ophav - dagens klummeskriver.