Trætte mestre var for stor en mundfuld

Silkeborg-Voel måtte lide et overraskende stort nederlag på hjemmebane mod et træt mandskab fra Team Esbjerg

10. februar 2021, 18.33

Silkeborg-Voels spillere havde det svært i hjemmekampen mod Team Esbjerg. Foto: Jakob Stigsen Andersen.

HÅNDBOLDI Silkeborg-Voel havde begrundet håb om at kunne smide sand i maskineriet hos de forsvarende mestre fra Team Esbjerg, der var på besøg i Jysk Arena, hvor det imidlertid endte med et overraskende stort nederlag på 28-36 efter 15-20 ved pausen

den omvendte kamp fik Silkeborg-Voel 29-29, og taget i betragtning at Team Esbjerg vendte hjem til Danmark tirsdag morgen klokken fem om morgenen efter en Champions League kamp i Rumænien søndag, burde hjemmeholdet have haft en fysisk og mental fordel.

Men hjemmeholdet gjorde det svært for sig selv ved - igen - at misbruge for mange og for store muligheder ved gennembrud, kontraløb, stregskud og skud fra fløjen.

Team Esbjerg lagde bedst fra land og bragte sig via 3-6 på 4-10 i en periode, hvor de nævnte afbrændere spillede ind sammen med et forsvar, der slet ikke kunne stå imod gæsternes pres.

En time out havde en øjeblikkelig virkning hos Silkeborg-Voel, der fik reduceret til 6-10 og 8-11 med Eira Aune som den store drivkraft.

Team Esbjerg fik igen bragt sig foran med fire, men hver gang Silkeborg-Voel havde muligheden for at reducere føringen til tre mål, kiksede det, og Team Esbjerg tog yderligere afstand.

Træner Jakob Andreasen forsøgte sig med blandet held med 7 mod 6, og hjemmeholdet kom igen bagud med seks mål ved stillingen 11-17, der blev ændret til 15-19 kun 10 sekunder før pausen.

Men da Line Skak begik en utilgivelig fejl ved at løbe på banen to sekunder før hendes første udvisning var udløbet, fik hun en ny udvisning. Silkeborg-Voel sluttede dermed halvlegen med to spillere i undertal, hvilket Team Esbjerg straffede og scorede til 15-20 efter en halvleg, hvor gæsternes målmand Rikke Poulsen gjorde en forskel med få men store redninger.

Silkeborg-Voel startede på en frisk i anden halvleg, og pludselig fungerede både forsvar, angreb og Stine Bonde tilbage i målet.

12 minutter ned i anden halvleg havde hjemmeholdet reduceret til 22-23, men da Line Skak fik rødt kort for sin tredje udvisning efter 14 minutters spil, faldt defensiven helt sammen, og Esbjerg vandt de efterfølgende syv minutter med 1-7.

Resten var reelt en formalitet og et spørgsmål om sejrens størrelse.

Team Esbjerg havde fået overtaget både fysisk, mentalt og spillemæssigt, og det, der en overgang lignede et anstændigt nederlag - men dog et nederlag efter en forholdsvis lige affære - blev i sidste ende en skuffende afklapsning.