Dedikeret til fingerspidserne: Tennisformand i Bryrup hædret af forbund

Dedikeret til finger-spidserne. Det skudsmål får Rita Jørgensen, der af Dansk Tennis Forbund er kåret til Årets Ildsjæl 2022

Udgivet:16. juni 2022, 10.15

Læsetid:2 minutter

Rita Jørgensen med prisen - omgivet af børn og forældre, der spiller familietennis i Bryrup Tennisklub. Prisen blev overrakt af Dorte Klüwer (th), der er bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund. På den anden side af Rita Jørgensen står Anette Gjurup fra Vrads, der sidder i tennisklubbens bestyrelse i Bryrup og står bag indstillingen af klubformanden til prisen.Foto: Dansk Tennis Forbund

ILDSJÆL: Dansk Tennisforbund har hædret Rita Jørgensen fra Bryrup som Årets Ildsjæl 2022.

- Rita Jørgensen er dedikeret til fingerspidserne og en rigtig ildsjæl, der fortjent vinder prisen. Hendes hjerte banker for forening og fællesskab, og hun skaber plads til mangfoldighed i Bryrup, hvor klubben bliver et samlingssted for alle, lyder det fra formanden i Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen om prismodtageren.

Rita Jørgensen er formand for Bryrup Tennisklub, hvor hun er kendt og værdsat for at sætte nye initiativer i gang og løbende leder efter nye aktiviteter, der skaber værdi for medlemmerne. Klubben har to grusbaner og kunne sidste år også tage en ny padelbane i brug.

Vi er i Dansk Tennis Forbund stolte af at have en ildsjæl som Rita, der i den grad sætter klubben og medlemmerne først.
Henrik Thorsøe Pedersen

Over 100 medlemmer

Formandens initiativrigdom kan også ses på medlemstallet, der er stigende. Tennisklubben i Bryrup er set i forhold til indbyggertallet i byen blandt dem, som vokser mest i Danmark. Sidste år havde klubben 130 medlemmer, og i år har klubben foreløbig rundet 100, og flere er ifølge Rita Jørgensen på vej.

Det er fjerde gang, at Dansk Tennis Forbund uddeler prisen Årets Ildsjæl. Med prisen ønsker forbundet blandt andet at anerkende ildsjæle, der søsætter initiativer, som kan inspirere andre klubber og som formår at tiltrække eller fastholde medlemmer i tennis- og padelsporten.

Prisen går til Rita Jørgensen på grund af det store engagement, hun dagligt lægger i Bryrup Tennisklub og for med åbne arme, øje for fællesskabet og mange nyskabende initiativer at skabe en klub, hvor medlemmerne strømmer til.

»Hun byder alle velkommen og sørger for, at klubben bliver et samlingssted, hvor der er plads til glæde og udvikling - både på og udenfor banen«, lyder det i begrundelsen.

Tennisforbundet fremhæver desuden, at Rita Jørgensen står for afholdelse af landets første kombinerede hjælpetrænerkursus, der ruster trænere til at undervise i såvel tennis som padel. Derudover har hun stået i spisen for at byde nytilkomne ukrainske flygtninge velkommen i klubben.

- Vi er i Dansk Tennis Forbund stolte af at have en ildsjæl som Rita, der i den grad sætter klubben og medlemmerne først, siger Henrik Thorsøe Pedersen fra forbundet.

Jeg er superglad. Det er en fantastisk anerkendelse at få.
Rita Jørgensen

Overrasket på banen

Rita Jørgensen fik intetanende og til sin store overraskelse prisen overrakt, mens hun stod for familietennis på banerne ved Bryrup Langsø. Her dukkede et bestyrelsesesmedlem fra tennisforbundet pludselig op med pris og blomster og beskeden om, at Rita Jørgensen er udnævnt som Årets Ildsjæl 2022 i dansk tennis.

- Jeg er superglad. Det er en fantastisk anerkendelse at få, siger Rita Jørgensen, der har været formand for Bryrup Tennisklub siden 2015.

Med prisen som Årets Ildsjæl følger fire billetter til ATP-turneringen i Båstad i Sverige. mette

Læs også
EM-guldvinder fra Silkeborg blev hyldet EM-guldvinder fra Silkeborg blev hyldet
Læs også:
EM-guldvinder fra Silkeborg blev hyldet