Yderligere smitte på plejecenter: Nu skærpes besøgsrestriktioner

Favrskov Kommune har i dag fået påbud om at lave besøgsforbud på Tinghøj

6. januar 2021, 17.06

Foto: Martin Ballund

HAMMEL Det får nu konsekvenser for en række pårørende og ikke mindst beboere på Plejecentret Tinghøj i Hammel, at smitten har bredt sig.

Seneste melding lyder, at i alt tre beboere og tre medarbejdere indenfor en kort periode er konstateret positive med coronavirus.

- Det har medført, at vi i dag har fået dét, der hedder påbud om forbud. Så vi skærper besøgsrestriktionerne på Tinghøj, siger Ulrik Johansen, dirketør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune.

Dermed er det nu kun den allernærmeste pårørende, der må komme på besøg på Tinghøj. Dog kan der laves undtagelser i kritiske situationer, hvor lidt flere pårørende kan få lov til at besøge plejecentret.

Det er uvist, hvor længe beboere og pårørende skal leve under de nye vilkår.

- Hvornår det ophæves, følges håndholdt. Så det bliver ophævet, når der ikke længere vurderes at være brug for forbuddet, siger Ulrik Johansen.

Læs også
To lokale plejecentre ramt af smitte
+Abonnement

Bliver ved med at teste

De smittede borgere er flyttet væk fra plejecentret og bor nu på et isolationsafsnit på det gamle plejecenter Skaghøj i Hammel.

At smitten er inde på plejecentret betyder, at beboerne bliver testet løbende hver syvende dag, indtil man ikke finder mere smitte.

Tinghøj er ikke alene med coronasmitten, for også Anlægget i Ulstrup var nødt til i slutningen af december at sende en beboer i isolation på Skaghøj på grund af en positiv test. Intet tyder indtil videre på, at smitten på Anlægget har bredt sig til flere.

Tallene generelt for Favrskov Kommune viste onsdag 27 nye tilfælde af borgere smittet med virussen.

Læs også
Nu kan du blive testet for coronavirus i Hammel