BSV mister stor profil

Søren Rasmussen forlader ifølge Midtjyllands Avis' oplysninger Bjerringbro-Silkeborg til sommer

Udgivet:09. oktober 2017, 20.11

Læsetid:1 minut

Søren Rasmussen stod forrygende mandag aften.

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

HÅNDBOLD Den tidligere landsholdsmålmand Søren Rasmussen er lige nu ligaens stærkeste keeper, og mandag aften var han forrygende, da BSV knuste TM Tønder med 31-15. Men til sommer stopper Søren Rasmussen i Bjerringbro-Silkeborg og tager til en konkurrent.

Det erfarer Midtjyllands Avis fra kilder tæt på forløbet.

Keeperen er selv tavs.

- Det har jeg ingen kommentarer til, men der bliver meget snart meldt noget ud fra klubben, siger BSV-keeperen.

Søren Rasmussen kom til det midtjyske fra Flensburg-Handewitt for godt tre år siden, og han var stærkt medvirkende til at Bjerringbro-Silkeborg i sæsonen 2015/16 vandt det danske mesterskab.

Søren Rasmussen havde det til gengæld sværere i sidste sæson, hvor han sammen med den anden BSV-keeper, Sebastian Frandsen røg langt ned på listen over ligamålmænd med fleste redninger.

Ifølge avisens oplysninger skifter Søren Rasmussen til en anden jysk ligaklub. Avisen har i løbet af mandag aften og tirsdag morgen fået adskillige tip om, at den nye klub er Ribe Esbjerg.

Avisen har haft fat i BSV-direktør Jesper Schou, men herfra lyder det:

- Det har jeg ingen kommentarer til.