BSH sælger oplevelser: Håndbolden er også en forretning

Bjerringbro-Silkeborg er i markedet for at sælge oplevelser til sine sponsorer og tilskuere, og det skal i sidste ende give en så god økonomi, at der konstant er tophåndbold i Silkeborg-området. Læs artikel fra dagens Silkeborg Business-tillæg

12. oktober 2021, 15.58

- Når man støtter os, støtter man også vores mission om at brande byerne Bjerringbro og Silkeborg. Selvom det er støtte, er det også forretning, hvor vi bliver et element i at trække folk til områderne - og dermed trække arbejdskraft til, konstaterer Jesper Schou, administrerende direktør for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold

For Bjerringbro-Silkeborg er en håndboldkamp langt mere end de 60 minutter inde på den 40 gange 20 meter store bane.

Tilbage i foreningstiden var det ellers virkeligheden, men over en årrække er tophåndbold blevet en forretning, hvor erhvervsklubber, netværk og tilskuere i en skøn forening skal skabe økonomi til håndbold på en højere hylde.

- Vi sælger i dag oplevelser. Når vi kan give finaleoplevelser og kampe, hvor hallen koger, så bliver det aftener, som giver vores kunder noget ekstraordinært. Noget der er svært at få andre steder, siger Jesper Schou - administrerende direktør for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, inden han fortsætter:

- I dansk tophåndbold er man i dag ovre i at være en forretning, mens man i bunden af ligaen og i 1. division mere er ovre i forenings-tankegangen. Man kan sige, at det går fra fuldtlønnede medarbejdere til frivillig arbejdskraft, men at alle har samme mål: At vinde nogle håndboldkampe, og engagementet og passionen er jo lige så stort i Lemvig som i Bjerringbro-Silkeborg, lyder det fra Jesper Schou.

Som en del af den midtjyske oplevelsesøkonomi er målet for Bjerringbro-Silkeborg at få større chancer for at vinde de vigtige håndboldkampe.

- Det handler for os om at skabe det nødvendige fundament, så vi kan proppe mest muligt i holdet inde på banen. Derfor er det nødvendigt at havde det stærkest mulige setup, der kan skaffe pengene til produktet på håndboldbanen, siger direktøren.

BSH har ansat en eventmanager - Helle Munk, der blandt andet står for erhvervsklubbens arrangementer på Jysk Park lige før kampene i arenaen ved siden af.

Netværk er fundamentet

Bjerringbro-Silkeborg har flere produkter på hylden til sine kunder. Ud over indgangsbilletter til kampene sælger klubben også adgang til vip-faciliteter på Jysk Park og til skybokse samt deltagelse i et stort erhvervsnetværk, hvor der i dag er cirka 250 partnere.

- Hele netværket er fundamentet for vores økonomi, konstaterer Jesper Schou.

Erhvervsnetværkets arrangementer før kampene var et af de store skridt, men nu er klubben gået videre.

- Vi har tænkt meget over, hvordan vi kan binde vores kunder sammen mellem kampene. Her har vi udviklet vores morgen-netværksmøder. Oprindeligt inviterede vi 10 kunder ind, hvor de fik lidt eksklusiv information. Det har vi ændret til et nyt netværksprodukt, hvor Michael V. Knudsen har »Knudsens Corner«, hvor han interviewer gæster. Det er et netværk for dem, der vil endnu mere håndbold, siger Jesper Schou, der i dag har cirka 50 med i det nye netværk.

Hele netværket er fundamentet for vores økonomi

Jesper Schou

Håndboldklubbens administration består i dag af fem fastansatte og to deltidsansatte. Derudover er der en praktikant og en tilknyttet kommunikationsmedarbejder.

- Med den sportslige sektor er vi 30 medarbejdere i Bjerringbro-Silkeborg, konstaterer Jesper Schou.

I håndboldklubben overvejer man i øjeblikket, hvordan det bliver muligt at løfte hele setup’et et niveau. Drømmen er at få en ny hal.

- Det er klart, at en ny håndboldhal i Silkeborg med 3-4000 pladser vil løfte det hele. Det er et stort ønske.

- Vi vil i det hele taget gerne gøre det bedre op til og under kampene.

- Her tror jeg vi skal kigge mod USA og se, hvad de gør under store sportsarrangementer. Der skal mere end en håndboldkamp til, hvis vi skal trække flere til i Silkeborg, siger Jesper Schou.

De mange forretningsfolk kommer i Bjerringbro-Silkeborg af flere årsager.

- Vi skal være ærlige og sige, at mange forretningsfolk går ind i det her med udgangspunkt i hjertet, men otte ud af 10 nye kunder, vi får ind, gør det som en forretning. De vil have et øget kendskab til deres virksomhed eller produkt, og de vil gerne møde nye forretningsforbindelser i netværket, så de kan sælge mere. Vi vil så gerne have dem med på en rejse, hvor de lykkes med de ting. Men vi vil også gerne have dem til at elske håndbold og få passionen ind under huden. Så bliver de her længere, siger Jesper Schou og konstaterer om klubbens VIP-faciliteter:

- Hvis jeg kigger i håndboldlandskabet, mener jeg, at vi har det mest unikke VIP-produkt. Vi har nogle fantastiske faciliteter på Jysk Park, vi har Tal og Tanker-loungen for 40-50 mennesker, vi har seks skybokse og et hjørne-område, hvor man kan spise og hygge sig, mens hele setup’et bliver sat op i hallen. Det er meget populært, siger Jesper Schou.

Jesper Schou har mange jern i ilden. Her er det 45 minutter før kampstart, hvor han interviewer cheftræner Patrick Westerholm foran erhvervsklubbens medlemmer. Det skal give et eksklusivt indblik i dagens kamp.

Sælger et frirum

Udfordringen for Bjerringbro-Silkeborg er, at det er svært at måle for den enkelte virksomhed, om et erhvervspartnerskab i Bjerringbro-Silkeborg er en succes. Det koster 38.000 kroner om året at være med.

- Hvis man får en kunde, man tjener 50.000 kroner på, så kan man direkte aflæse, at det er en succes, men ellers er det svært at sætte to streger under. Jeg oplever også, at selvom man gerne vil have noget ud af at være erhvervspartner, så sidder man ikke og måler på det. Det bliver en følelse, der afgør det, siger Jesper Schou, der peger på, at klubben også sælger et frirum i en travl hverdag.

- Man kan tage over og se en hyggelig håndboldkamp, man kan få en snak med sidemanden, og det kan både være de to indehavere eller mand og kone.

Jesper Schou har et stort trumfkort, når han og resten af klubben skal trække folk til. I sportens verden florerer de store følelser, som man noget mere sjældent oplever ude i resten af erhvervslivet.

- Her skiller vi os markant ud. Jeg mærker jo selv, at toppene er markant højere end i resten af erhvervslivet, men man skal huske, at der også følger en bund med. Man ved også godt, at når man er blevet dansk mester og har vundet i Kiel, så rammer man på et andet tidspunkt en skuffelse. De vil komme, for det er en del af cyklussen i vores verden.

- Det er også godt, at det er sådan. Hvis man kun har succes, mærker man det med tiden ikke så meget. Min teori er, at nedturene og nederlagene er med til at give ny energi. Det bliver brændstof, der giver en ny sult, siger Jesper Schou.

Plads til udfald

Han peger på, at succes er nødvendigt, selvom der er plads til udfald.

- Der er et eller andet udfaldsrum, man kan være indenfor. Om man lige vinder guld eller sølv gør måske ikke den store forskel. En guldmedalje får ikke tingene til at stikke helt af, så der kommer 50 nye sponsorer. Forretningen forsvinder heller ikke af en sæson uden medaljer.

- Men hvis man over tid ikke præsterer, begynder der at være noget snak, og så begynder det at blive et problem. Her er det vigtigt, at netværket fungerer, og man kan give andre oplevelser. Og vi tager på ingen måde vores kunder og samarbejdspartner for givet. Det er vigtigt for mig at understrege, siger Jesper Schou.

Han har som otte år som direktør endnu ikke prøvet, at ligaholdet er blevet dårligere placeret end nummer fire.

- På den måde er jeg privilegeret, men vi har også høje forventninger til os selv. Vi jagter guld hver dag, selvom vi godt ved, at der er andre hold, som GOG og Aalborg, der lige nu er større favoritter, siger Jesper Schou.

Indlæser debat...