Med kommunalvalget i bakspejlet står holdningerne i kø

Udgivet:23. marts 2022, 08.59

Læsetid:2 minutter

Af Kim Niemann Sejs-Svejbæk

Under valgkampen i fjor løb jeg på en byrådskandidat, som var fortørnet over, at jeg havde formastet mig til at skrive et læserbrev, hvor jeg kritiserede den larmende tavshed fra Søvej på spørgsmålet om linjeføringen for det næststørste anlægsprojekt i Silkeborg i nyere tid.

Det var utidigt, at jeg havde efterlyst en bredere debat om højhastighedsjernbanen til Aarhus, når det alene var et lokalt anliggende for de tre kandidater i Sejs-Svejbæk, måtte jeg forstå.

Her fire måneder senere kan man så konstatere, at det »lokale anliggende« allerede har fundet vej til Søvej. Nu kappes byrådet om at melde kulør, og et flertal er endda blevet så klar i spyttet, at det er gået all-in på en C1-løsning.

Det er rigtig glædeligt, at flere politikere nu melder sig på banen. Bedre sent end aldrig. Men timingen får én til at tænke sit om den udbredte tavshed for få måneder siden. Man skulle tro at en valgkamp var det oplagte tidspunkt at melde sin politik ud? Åbenbart ikke.

Hvad er der sket, siden de tidligere så tavse politikere pludselig tager bladet fra munden?

Og timingen bliver ikke mindre kuriøs af, at der ikke er sket nævneværdig nyt i sagen. Ligesom under valgkampen venter vi stadig på, at VVM-undersøgelsen sættes i gang, der har endnu ikke været afholdt et eneste borgermøde, og forundersøgelsens linjeføringsforslag ligger på 6. år til fortsat fri download på Trafikstyrelsens hjemmeside.

Hvad er der sket, siden de tidligere så tavse politikere pludselig tager bladet fra munden?

Og hvorfor blev spørgsmålet mødt med larmende tavshed under valget, når der åbenbart ikke skal gå mere end få måneder, før man er i stand til at gå fra ingen til kategorisk stilling på et uændret beslutningsgrundlag?

Tag for eksempel Johan Brøds-gaard som i fjor holdt jernbanen ud i strakt arm, fordi Radikale Venstre havde kæmpet for BRT-busser under forhandlingerne på Christiansborg.

Men allerede i sidste måned, sølle tre måneder efter valget, var han klar til at melde ud, at partiet nu går ind for C1. Det havde han rig mulighed for at sige under valgkampen på baggrund af de eksakt samme oplysninger, som vi har til rådighed i dag.

Det ligner unægteligt, at hovedparten af det nye byråd holdt vælgerne hen i fuldt overlæg.

For det er påfaldende, at holdningerne står i kø, så snart valget er overstået. Uden at det milliarddyre projekt har rokket sig en tøddel. Hvis man ikke har sine meningers mod før et valg, har man ingen plads i politik efter. Det er, hvad politikerlede er gjort af.

Indlæser debat