Galten Kirke: - Vi gør din påske lokal

Galten Kirke bringer det lokale i spil og opfordrer folk at gå en tur på pilgrimsstien imellem Galten og Skovby i påsken og lave hjemmebag skærtorsdag

4. april 2020, 11.39

I morgen, palmesøndag, kan alle hjemme fra stuerne se præst Hanne-Lise Mandrup fra Galten Kirke åbne den karakteristiske altertavle, når kirkeprogrammet gøres digitalt. Privatfoto

GALTEN - Vi gør din påske lokal, lyder det fra to præster i Galten Kirke, Hanne-Lise Mandrup og Betina Hjorth Præstegaard.

De har delt påskens helligdage imellem sig og lægger en video eller tekst op for hver dag, som et alternativ til de gudstjenester, der plejer at være i kirken.

- Her i påskehelligdagene vil vi også lægge nogle genkendelige videoer eller tekster om vores kirke op, siger Hanne-Lise Mandrup.

Påskeprogrammet kan ses på behørig afstand hjemme fra stuerne, når de kommer op på kirkens hjemmeside og facebookkanal.

- Vi synes, at der allerede er gode tiltag med gudstjenester i påsken på landsdækkende tv og radio. Derfor tænkte vi over, hvordan vi kunne adskille og fornye os, og det gør vi med et lokalt islæt, siger Betina Hjorth Præstegaard.

De, der følger med hjemmefra stuerne, kan forvente et påskeprogram, som er anderledes fra den almindelige gudstjeneste.

- Det er opslag med alt fra korte videoer, tekster, billeder og toner fra orglet til prædikener, siger Betina Hjorth Præstegaard.

De syv pilgrimssten og hjemmebag

Det digitale påskeprogram starter i morgen palmesøndag, hvor Hanne-Lise Mandrup lægger en tekst op om pilgrimsvandring. Teksten er en opfordring om at tage en tur på pilgrimsstien mellem Galten og Skovby Kirke.

Længere fremme i kalenderen, skærtorsdag den 9. marts, rykker alterbrødet ind i folks køkkener, når Betina Hjorth Præstegaard inviterer alle til hjemmebag.

Melankoli og smuk altertavle

Der er dømt langfredagsmeditation dagen efter skærtorsdag. Betina Hjorth Præstegaard laver en billedserie, som skifter langsomt, mens orgelsolist Lars Rosenlund Nørremark lægger musik til.

Påskesøndag vil Galten Kirkes altertavle, som siden fastelavnssøndag den 14. februar har været lukket, blive åbnet igen af Hanne-Lise Mandrup, som i øvrigt også inviterer til fælles salmesang anden påskedag,

Galten Kirkes digitale påskekalender

Palmesøndag: Hanne-Lise Mandrup

Skærtorsdag: Betina Hjorth Præstegaard

Langfredag: Betina Hjorth Præstegaard

Påskedag: Hanne-Lise Mandrup

2. påskedag: Hanne-Lise Mandrup