Ny cheftræner på plads hos SIF-konkurrent

Esbjerg har indgået en aftale med Olafur Kristjansson, som dermed er ny cheftræner fra den kommende sæson

16. juli 2020, 19.07

Olafur Kristjansson er ny træner i fodboldklubben Esbjerg, som rykkede ud af Superligaen i den forgangne sæson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Superliganedrykkeren Esbjerg har ansat islandske Olafur Kristjansson som ny cheftræner.

Han skal erstatte Troels Bech, der i en kort periode var hyret som træner og skulle forsøge at undgå nedrykning. Det projekt lykkedes ikke.

52-årige Kristjansson, der siden 2018 har stået i spidsen for klubben FH i hjemlandet, har et indgående kendskab til dansk fodbold.

Som aktiv spillede han i AGF, og siden blev han cheftræner i både FC Nordsjælland og Randers FC.

Det er islændingens erfaringer med fokus på talentudvikling og en tydelig fodboldfilosofi, som har tiltrukket Esbjerg i ansættelsesprocessen, fortæller sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

- Olafur Kristjansson er en dygtig cheftræner, der har tydelige visioner med fodboldspillet og ved, hvad han vil, hvilket er vigtigt, når man står i spidsen for Esbjerg.

- Vi har følt hinanden an gennem gode samtaler, og er sikre på, at vi er et godt match, i forhold til hvad vi gerne vil opnå som klub, siger Jimmi Nagel til klubbens hjemmeside.

Esbjerg ønsker at have en tydelig strategi om at udvikle mange af klubbens egne unge spillere fra sit akademi.

- Den disciplin har Olafur haft erfaringer med i sine tidligere klubber. Samtidig er han klar over, hvad der rører sig i dansk fodbold via sine år som både fodboldspiller og cheftræner.

- Så vi ser frem til et godt samarbejde, siger sportschefen.

Esbjerg vil nok håbe, at de kommende år bliver mere stabile end de seneste, som har budt på lidt af en rutsjebanetur op og ned i rækkerne i dansk fodbold.

I sidste sæson vandt Esbjerg overraskende bronze trods status som oprykker til Superligaen.

Men i denne sæson er de gode resultater udeblevet. Heller ikke et trænerskifte fra Lars Olsen til Troels Bech kunne forhindre nedrykningen.

Silkeborg IF følger Esbjerg med ned i landets næstbedste fodboldrække. Enten Hobro eller Lyngby bliver den tredje nedrykker. Det afgøres over to playoffkampe.

Lyngby vandt det første opgør med 2-1 i Hobro, og der er returmøde på mandag på Sjælland.

/ritzau/