Silkeborg-Voel siger farvel til bagspiller

Sidste sæsons topscorer Julie Jensen stopper i klubben efter denne sæson

Udgivet:29. april 2022, 09.00

Læsetid:1 minut

Silkeborg-Voel møder Team Esbjerg i kvindeligaen. Jysk Arena. Foto: Martin Ballund Julie Jensen

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Når denne sæson er slut, tager Silkeborg-Voel KFUM afsked med højrebacken Julie Jensen.

Hun blev for to år siden hentet til ligaklubben som erstatning for Helene Kindberg, der var blevet ramt af en korsbåndsskade, og nu får Julie Jensen ikke forlænget sin kontrakt.

- Vi hentede Julie Jensen få dage før sæsonstarten 2020/2021. Man må sige, at Julie ikke behøvede megen tid på tilvænning, da hun fra første dag gik ind på højre back. Jeg husker stadig, at hun startede med en fantastisk kamp i Jysk Arena, hvor hun endte som topscorer med otte mål mod Randers HK. Der er ingen tvivl om, at hun har kvaliteter, som er efterspurgte hos mange hold, siger cheftræner Jakob Andreasen.

26-årige Julie Jensen siger følgende om afskeden:

- Jeg har været rigtig glad for min tid i Silkeborg-Voel KFUM, og jeg er ærgerlig over, at det ikke fortsætter. Jeg ser tilbage på to gode sæsoner individuelt såvel som kollektivt.

- Jeg kommer til at savne de gode mennesker omkring klubben og pigerne på holdet, for der er ingen tvivl om, at det er nogle fantastiske holdkammerater, jeg har haft her. Jeg ønsker dem alle sammen alt det bedste både på og udenfor banen. Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke, men mon ikke der kommer noget i den ene eller anden retning, siger Julie Jensen.

I sidste sæson blev hun klubbens topscorer med 145 mål. I denne sæson er det blevet til 69 scoringer i foreløbigt 23 kampe.

Mest læste

Håndbold

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere