Jysk fortsætter væksten med ny rekord

Første regnskab efter Lars Larsens død viser, at Jysk-koncernen er i en god gænge

24. september 2019, 12.15

- Det er altid en stor opgave at fusionere to enheder med forskellige arbejdsgange, it-systemer og så videre. Til gengæld har vi meget dygtige medarbejdere, og alle er gået positivt til opgaven. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at resultatet bliver et stærkere Jysk, siger Jan Bøgh om den fusion af de nordiske butikker og de tyske butikker, som i øjeblikket er i gang. Foto: Morten Møller Rehné/Ritzau Scanpix

ERHVERV Kombinationen af gode tilbud og dygtige medarbejdere er ifølge Jysk opskriften på, at selskabets nordiske afdelinger kan runde en omsætning på 17,5 milliarder kroner i regnskabsåret 2018/2019.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Årets endelige resultat foreligger først i november, når de øvrige dele af hele koncernens aktiviteter er gjort op.

Regnskabet er det første, hvor det ikke er Lars Larsen, som kommenterer på udviklingen.

Det gør nu administrereden direktør Jan Bøgh fra Silkeborg.

- Overordnet er jeg godt tilfreds. Omsætningen stiger med ni procent, på trods af at valutaerne har været lidt imod os. Samtidig har vi vist, at vi stadig er i stand til at tiltrække masser af nye kunder både i vores butikker og online, siger Jan Bøgh.

Nye muligheder

Onlinesalget i Jysk udgør nu syv procent af den samlede omsætning, og ifølge Jan Bøgh er netop Jyks evne til at udvikle både de fysiske butikker og onlineforretningen en afgørende årsag til succesen.

- Vi har investeret og investerer fortsat meget i at gøre det nemt for kunder at veksle mellem fysiske butikker og online. Vi er kommet et langt stykke, men der er fortsat meget mere at gøre, og det fortsætter vi med i det nye regnskabsår, hvor det spiller en stor rolle i vores strategi, siger Jan Bøgh.

Noget andet, der også kommer til at fylde meget i det regnskabsår, der netop er begyndt, er sammenlægningen mellem de to forretningsenheder Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager, der tilsammen har udgjort Jysk Group.

Fra 1. september i år blev de to forretningsenheder lagt sammen til én under navnet Jysk og med Jan Bøgh som administrerende direktør for det samlede selskab.

Bestyrelsesformand for Lars Larsen Group og Jysk er i dag Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, der er bosiddende i Sejs-Svejbæk.