Biltrafik: Sejsvej bør lukkes permanent

2. august 2019, 12.33

TRAFIKSTRUKTUR Sejsvej har i en periode været lukket. Der er mange gode grunde til, at den forbliver lukket for biltrafik. Dette ikke for at genere de gode Sejs- og Svejbæk-borgere, der er vant til at køre denne smukke vej, men fordi trafikstrukturer i disse år ændrer sig, og så må trafikvaner også ændre sig.

I dag er der således ikke nogen stor forskel hverken i tid eller kilometer, at tage turen fra Sejs/Svejbæk til Silkeborg midtby af Borgdalsvej og motorvejen. Når Nordskovvejen kommer om kort tid, vil midtbyen kunne nås på stort set den samme tid. Dette vil samtidig støtte intentionen om at gøre havneområdet til et fredeligt og mindre trafikeret område.

Ved at gøre Sejsvej bilfri, vil det skabe mulighed for en skøn og sikker cykelrute fra Sejs/Svejbæk til Silkeborg. Med den meget store stigning i antallet af biler, der skal ind, ud og omkring i Silkeborg, bliver man nødt til at ændre byens trafikstruktur, hvis byens mål om, at flere skal bruge cyklen, skal nås.

Denne struktur bør indbefatte langt flere muligheder for at cykle på stier/gader, hvor der ikke kører biler. 50% af alle bilture i Silkeborg er på under 5 km. Det bør analyseres, hvordan vi får folk med 5-10 km til arbejde og andre gøremål, motiveret til at cykle.

Her vil en bilfri Sejsvej være et kæmpeskridt fremad for at øge cykelmotivationen for Sejs/Svejbæks indbyggere.