BSH tog stort skridt mod DM-semifinale

En stærk anden halvleg banede vejen for en sikker udesejr i Kolding

6. maj 2021, 20.09

Jacob Lassen scorede syv gange for BSH i sejren over Kolding. Han brændte dog også straffekast undervejs. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg er med to runder tilbage af slutspillet meget tæt på at have spillet sig i DM-semifinalen.

Torsdag aften vandt BSH med 27-23 på udebane over KIF Kolding, og den gevinst betyder, at BSH med en sejr eller uafgjort på søndag hjemme mod Sønderjyske er videre til semifinalen.

KIF Kolding førte ellers 14-12 ved pausen, men gæsterne satte som i det omvendte opgør tingene på plads efter pausen, hvor en stærk defensiv var med til at sikre de to point.

Samtidig stod indskiftede Kasper Larsen fremragende i BSH-målet. Han gjorde en stor forskel efter pausen med sine mange redninger.

Topscorer for BSH blev Jacob Lassen med syv mål i en kamp, hvor den nybagte landsholdsspiller ellers også lavede sine fejl.

Udeholdet var i det hele taget i problemer før pausen, hvor KIF Kolding i store perioder havde held med at spille syv mod seks i angrebet, mens BSH lavede ukarakteristisk mange fejl og afbrændere i offensiven.

KIF vendte 6-8 til 10-8 og kom også foran 14-11, inden gæsterne fik reduceret til pausestillingen 14-12 i sidste sekund.

Gæsterne kom fremragende ud til anden halvleg, og takket være tre redninger i rap af Kasper Larsen kom BSH hurtigt på 15-16.

Med 19 minutter igen var forspringet udbygget til 16-20, og fra det tidspunkt var Kolding ikke for alvor i nærheden af at komme tilbage.

Seks et halvt minut før tid scorede Nikolaj Øris til 19-24, og i slutfasen kørte BSH stille og roligt sejren hjem.

Indlæser debat...