Skrider menneskesynet i dele af dansk sundhedspolitik?

12. januar 2021, 12.44

Foto: Jakob Stigsen Andersen

PATIENTHENSYN Valg til regionsrådet nærmer sig, og hermed også tiden for uddeling af valgflæsk, lokalt og landspolitisk. De etiske og moralske faner vil blive svunget lysteligt. Dette blev klart illustreret med statsministerens meget lange nytårstale fyldt med svulstig patos og etos og en beskeden mængde konkret information.

Det kan derfor være hensigtsmæssigt på et tidligt tidspunkt i valgåret at analysere et par aktuelle sundhedspolitiske episoder til illustration af den politiske vægtning af patienthensynet. Eksempelvis covid-19 vaccineindkøbene og regionens forbud mod at de praktiserende læger kan henvise til lavdosis CT-scanning af patienter med uspecifikke lungesymptomer.

Efter min vurdering er de to anførte eksempler udtryk for et menneskesyn, som ikke bør accepteres i den danske sundhedssektor og demonstrerer endnu engang at den mest fortærskede sentens: »Patienten i centrum« er og bliver en tom floskel for dele af det politiske niveau

Erik Kristensen

Covid-19 epidemien har eksisteret i ca. 1 år og medført at 1542 patienter er døde med infektionen (9. jan. 2021) og ca. 180.000 patienter er konstateret positive. I ca. et halvt år har det stået klart, at sygdommen kun kan kontrolleres med vaccination. Befolkningens mentale tilstand eller landets økonomi kan heller ikke klare fortsatte langvarige nedlukninger.

Trods denne viden udviste regeringen en sjælden inkompetence i forbindelse med vaccineindkøbene, ved at være afhængig af fællesindkøb med EU og de dermed forbundne interne uenigheder, og lade vurderingen af vaccinernes videnskabelige resultater bero på et langsommeligt bureaukratisk Europæisk Medicin Agentur. En vurdering der kunne være foretaget hurtigere på et mindst lige så højt fagligt niveau af danske infektionsmedicinere og virologer.

Fremgangsmåden har medført en unødvendig langsommelighed i fremskaffelse af de nødvendige vaccinedoser. Indiskutabelt er de danske borgere ringere stillet end nødvendigt, hvilket sammenligninger med andre lande udenfor EU tydeligt viser.

Denne politiske inkompetence kan ikke skjules ved at de første vaccineinjektioner gøres til et mediestunt på lige fod med X-factor, ledsaget af livetransmission af statsministeren, der sidder og klapper i sine små hænder. Eller at medierne meddeler at statsministeren nu har haft en konstruktiv samtale med premierministeren i et af de førende vaccinationslande, nemlig Israel. Det er tydeligt, at politiske hensyn har været prioriteret højere end patienthensyn.

På et tidspunkt må der komme en evaluering af hele vaccinationsprocessen omfattende de helbredsmæssige omkostninger både m.h.t. dødsfald og evt. senfølger af sygdommen.

I Danmark er der årligt ca. 4500 nye tilfælde af lungekræft, hvoraf 3800 af patienterne dør, bl.a. betinget af sen diagnostik. En vis forbedring af den sene diagnostik lykkedes det Silkeborg sygehus i et eksemplarisk samarbejde med de praktiserende læger at forbedre med indførelse af lavdosis CT-scanning.

Dette forhindrede Anders Kühnau og hans tro væbner Ole Thomsen ved at forlange, at lavdosis CT-scanning skulle erstattes af røntgenundersøgelse, som videnskabeligt dokumenteret har en fejldiagnosticering på 25%. Dette til trods af at den forrige regering allerede i 2015 bevilgede 1,1 milliard kr. til forbedret diagnostik af kræftsygdomme således at der burde være økonomiske midler til brug af lavdosis CT-scanning samt for flere år siden at iværksætte den nødvendige undersøgelser, så som en Medicinsk Teknologi Vurdering af lavdosis CT-scanningsmetoden.

I en sober og stringent artikel i Midtjyllands Avis (8.1.) beskrives, hvorledes regionens (mis)brug af den anførte ekstrabevilling har givet anledning til kritik fra Rigsrevisionen og nu rejses problemet overfor sundhedsministeren af flere partier. Artiklen i Midtjyllands Avis efterlader igen Anders Kühnau og direktionen fuldstændig afklædte i politisk og økonomisk henseende.

Efter min vurdering er de to anførte eksempler udtryk for et menneskesyn, som ikke bør accepteres i den danske sundhedssektor og demonstrerer endnu engang at den mest fortærskede sentens: »Patienten i centrum« er og bliver en tom floskel for dele af det politiske niveau.