Flot valg for Kissmeyer

Efter en nervepirrende optælling af de personlige stemmer, står det nu klart, at Venstres fjerde mandat i Vestjyllands Storkreds går til Carsten Kissmeyer

7. juni 2019, 08.43

Vælgerne har talt: Carsten Kissmeyer fra Ikast får Venstres fjerde mandat ud af fem i Vestjyllands Storkreds. Dermed kan han fortsætte det politiske arbejde på Christiansborg, som han indledte i oktober 2018, hvor han trådte til, da Esben Lunde Larsen forlod Folketinget. Foto: Marianne Eskildsen

Ikast-Brande 7245 personlige stemmer er nok til at sikre Carsten Kissmeyer Venstres fjerde mandat ud af fem i Vestjyllands Storkreds.

Faktisk overhaler han den politiske veteran Kristian Pihl Lorentzen, der opnåede 6963 personlige stemmer.

- Den er hjemme. Det er en fantastisk fornemmelse, lyder på telefonen fra Carsten Kissmeyer.

Vandt hjemmebanen

Han blev den ubestridte stemmesluger på hjemmebanen: Ikastkredsen.

Den tidligere borgmester sikrede sig 4247 personlige stemmer alene i Ikastkredsen, hvilket er en markant fremgang fra Folketingsvalget i 2015, hvor han også var topscorer, men dengang var det med »kun« 3230 personlige stemmer i Ikastkredsen.

En af de sværeste valgkredse

Venstre fik 96.603 stemmer i Vestjyllands Storkreds. Det er 29,8 procent af alle stemmerne og rækker til at sende fem politikere i Folketinget.

Dog er Ikastkredsens stemmer ikke alene nok til et mandat. Derfor har spændingen været intenst, mens de personlige stemmer blev optalt i de øvrige 10 kredse under storkredsen.

- Jeg er overvældet. Det er et flot resultat, hvor man skal tage i betragtning, at Ikastkredsen er blandt Danmarks mindste valgkredse, hvilket gør det til en svær opgave at hente mange stemmer der, siger Carsten Kissmeyer og tilføjer med et stort smil:

- Men nu er sejren hjemme.

Et solidt mandat fra folket

Han kom i Folketinget i oktober 2018 som afløser for Esben Lunde Larsen, der forlod Christiansborg i utide.

Med det aktuelle valgresultat beviser Carsten Kissmeyer, at han fortjener pladsen.

- Det betyder meget at have erhvervet sit eget mandat. Det er specielt. Det er en god fornemmelse, siger Carsten Kissmeyer, der bliver boende i Ikast og samtidig har en lejlighed i København.

Foran Kissmeyer er Inger Støjberg, Kristian Jensen og Thomas Danielsen.