Særegen kultur i kommunens forvaltning

28. oktober 2020, 12.34

Foto: Martin Ballund

SÆRBEHANDLING Midtjyllands Avis bragte onsdag den 21. oktober et læserbrev af Jørgen Dalsgård med en overskrift, der handlede om færre og færre dispensationer i forbindelse med byggesager - og stillede spørgsmålet hvorfor?

Læserbrevet berettede på en ganske overbevisende måde om en noget speciel kultur i forvaltningen af boligudvikling i Silkeborg Kommune.

Byggeudviklere, der på et meget tidligt tidspunkt i processen omkring nye lokalplaner i fortrolighed bliver indviet i kommunens planer, og det længe før de når frem til politisk behandling, vil vel af de fleste lægfolk blive opfattet som bemærkelsesværdigt.

... men mon ikke de fleste borgere vil ønske sig en retfærdig og gennemsigtig sagsbehandling, hvor særinteresser ikke nyder politisk fremme, og der ikke gøres forskel på Per og Poul

Steen Konradsen

Ligeså bemærkelsesværdigt er det vel at se reaktionerne på læserbrevet såvel fra kommunal/politisk side som fra en avis, der burde stille sig kritisk til tingene. Nemlig ingen!

Der er næppe et stort flertal at borgerne, der går særligt højt op i antal dispensationer og manglende reaktioner fra kommunen på ulovligheder i forbindelse med udviklingen af boligområdet, men mon ikke de fleste borgere vil ønske sig en retfærdig og gennemsigtig sagsbehandling, hvor særinteresser ikke nyder politisk fremme, og der ikke gøres forskel på Per og Poul.

Med den stribe af dårlige sager kommunen trækker efter sig, og flere end de kendte er givet på vej, skulle man ellers håbe, at der politisk var en vilje til at se kritisk på kulturen. Men den er vel dikteret af et politisk flertal?

Samtlige borgere i kommunen deler vel ønsket om at udvikle kommunen og gøre den til et endnu mere attraktivt sted at bo, og vejen dertil er naturligvis farbar i flere spor.

Men mon ikke det spor, der har flest mulige borgere på kortest mulig tid som ledestjerne, efterhånden bør skiftes ud med noget bedre. Det ser efterhånden ud til at lykkes ganske godt, når man ser på antallet af nye borgere, men prisen synes at blive højere og højere.

De sidste par år byder på mange eksempler på en politisk og forvaltningsmæssig håndtering, der burde få øjenbrynene op i panden på de fleste borgere.

Resultatet er manglende institutioner og infrastruktur, samt skov og natur der rask væk bliver fjernet med og uden tilladelse, så desperate borgere må appellere til højere instanser for at beskytte naturen i Danmarks selvudråbte outdoorhovedstad. Det er da mildt sagt bemærkelsesværdigt.

Borgerne fortjener bedre!