Kæmpe nøddekup under opklaring

Fem tons stjålne nødder og kerner fundet på adresse i Aarhus Vest - to mænd sigtet for groft hæleri

15. januar 2020, 14.33

Halvdelen af de 11 tons stjålne nødder og kerner har politiet fundet på en adresse i Aarhus Vest. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FAVRSKOV Det store nøddekup i Hadsten op til nytår er formentlig opklaret.

I hvert fald har Østjyllands Politi fundet hovedparten af de ikke færre end 11 tons nødder, som tyvene kørte afsted med fra et lager på Over Hadstenvej i byen.

Omkring halvdelen af de store mængder nødder, mandler og pinjekerner er fundet på en adresse i Aarhus Vest, og i samme forbindelse har politiet i dag anholdt to mænd på 39 og 60 år, som sigtes for hæleri af særlig grov beskaffenhed. De fremstilles i eftermiddag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

- Nu skal den videre efterforskning afdække, om de to også skal sigtes for selve indbruddet, siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager, til Midtjyllands Avis.

Indbruddet fandt sted på et tidspunkt mellem 27. december og 2. januar.

Gerningsmændene kørte en bil helt hen til lageret og brød en dør op og fik de store mængder nødder og kerner slæbt ud fra lagerreolerne. Politiet formoder, at der er gerningsmænd på fri fod og har af hensyn til efterforskningen anmodet om, at grundlovsforhøret holdes bag lukkede døre.

De fem-seks tons stjålne nødder, som politiet fandt på adressen i Aarhus, er nu leveret tilbage til rette ejer.

sinn