Le Mans-optakt på Jyllandsringen

Der køres tre løb lørdag i Resenbro, men det bliver uden Jan Magnussen

Udgivet:20. august 2021, 11.14

Læsetid:1 minut

Jan Magnussen kører i denne weekend Le Mans og er derfor ikke med på Jyllandsringen. Foto: Foto: Kim Gripping, TCR Denmark/Boxengasse

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

MOTORSPORT Den kommende weekend byder i den grad på et par højdepunkter for danske motorsportsfans.

Først og fremmest er der 24 timers løbet i franske Le Mans, og på de hjemlige breddegrader afvikles Grand Prix Danmark på Jyllandsringen.

Her har man undtagelsesvist valgt at rykke løbene i TCR-serien frem, så alle tre løb køres og sendes på tv lørdag for at tage hensyn til de mange seere, der også vil følge med i Le Mans.

Det traditionsrige 24 timers løb i Frankrig får også indvirkning på feltet på Jyllandsringen.

Kører i Frankrig

Topkøreren Jan Magnussen, der repræsenterer Silkeborg-teamet LM Racing, stiller nemlig ikke til start på Jyllandsringen, da han skal køre Le Mans for danske Team SASHI High Class Racing i LMP2 med Kevin Magnussen og Anders Fjordbach.

Dermed er det op til Nicolai Sylvest at køre point hjem for LM Racing, som Lars Mogensen fra Sinding står bag.

Jan Magnussen mistede sin føring i TCR Denmark efter den seneste afdeling, hvor han kørte galt.

Ny mand i spidsen er den forsvarende mester, Kasper H. Jensen fra High on Cars Racing by Massive Motorsport.

I U23-klassen er Gustav Birch, der søn af den lokale erhvervsmand René Birch, på en delt førsteplads med TPR Motorsports William Nyberg før weekendens afdeling på Jyllandsringen.