Kühnau om manglende vaccinationer: Ærgerlig og træls situation

Berørte borgere får direkte besked, hvis deres vaccinationstid er ændret

21. januar 2021, 13.02

Manglende vacciner betyder, at også Region Midtjylland må ændre sine vaccineplaner.

Det oplyser regionen i dag i en pressemeddelelse.

De borgere og medarbejdere, der bliver berørt, får direkte besked, hvis tiderne for vaccination skal ændres.

- Det er en alvorlig og rigtig ærgerlig situation, som vi desværre ikke har mange muligheder for at påvirke, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Det er vaccinefirmaerne, der ikke kan levere de aftalte mængder til aftalt tid.

Forsinkelserne rammer hele Danmark og betyder, at såvel udvalgte borgere som ansatte i region og kommuner vil få tilbudt vaccinen senere end planlagt.

- Uden tilstrækkeligt mange vacciner kan vi ikke tilbyde hverken første eller andet stik så hurtigt, som vi havde håbet på og planlagt efter. I første omgang prioriterer vi derfor plejehjemsbeboere, og jeg forventer, at vi når at revaccinere rigtig mange af dem i denne runde, siger Anders Kühnau.

Region Midtjylland udarbejder nu en ny plan for vaccinationer af borgere og medarbejdere ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Alt afhænger af hvor mange vacciner der kommer til landet, siger Anders Kühnau.

- Allerede fra næste uge forventer vi – som det ser ud nu - at få stort set den forventede mængde vacciner, så der er håb forude, vurderer regionsrådsformanden.