Bolden om kommunal frihed er i spil, men hvem spiller med?

Udgivet:19. januar 2022, 13.07

Læsetid:2 minutter

Af Kim Egeskov 1. suppleant Silkeborg Byråd (R)

VÆLFÆRD Statsministeren understreger i sin nytårstale at vi bruger for megen tid på unødige opgaver i det offentlige:

Billedet er det samme i store dele af den offentlige sektor. Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer. Det tærer på arbejdsglæden. Det gør det svært at rekruttere. Og det giver en velfærd, der ikke altid lever op til forventningerne. Det er tid til at finde ind til kernen. Hvad er egentlig det vigtigste i vores velfærd? Relationer, nærvær, omsorg og faglighed. Et velfærdssamfund, hvor der er mere hjerterum end kontrol. Mere sund fornuft end regulering.

Jeg er meget enig med statsministeren i disse betragtninger, men så længe der kun er tale om politiske intentioner sker der intet. Jeg savner, at der kommer handling. Vi har brug for at nytænke hvordan vi skaber en god offentlig sektor, hvor vi bruger ressourcerne bedst muligt.

Jeg tror der er bred politisk enighed om at bør ske nogle ændringer i det offentlige system, men spørgsmålet er om der også er et politisk mod - et handlingens mod. Det første skridt kunne være at involvere de interessenter, som har med de berørte offentlige sektorer at gøre. Nogle gange findes svarene snublende tæt på.

Statsministeren siger endvidere i sin nytårstale:

Derfor har vi givet syv kommuner mulighed for at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder. I det nye år vil vi tilbyde alle landets kommuner det samme. Så I lokalt kan skabe den folkeskole. Den ældrepleje. Den børnehave, I ønsker. Det er mit håb, at de nyvalgte borgmestre og byråd vil tage udfordringen op.

Statsministeren spiller bolden videre til borgmestre og byråd. Jeg håber at staten giver kommunerne reelle muligheder for at kunne nytænke og frisætte den offentlige sektor. Hvis det er tilfældet, så er der kun et at sige, sæt i gang.