Forlængelse: Fridén er fremtidens mand i BSH

- August er et af de absolut største talenter, vi har i Danmark på venstre fløj, siger Michael V. Knudsen om baggrunden for den fireårige forlængelse

Udgivet:26. november 2022, 08.00

Læsetid:3 minutter

Fra næste sæson skal August Fridén (t.v.) danne makkerpar med 22-årige Mads Lenbroch, der tiltræder på en treårig aftale. Sammen skal duoen lukke hullet efter Henrik Tilsted, der vender hjem til Mors-Thy Håndbold. Foto: Martin Ballund

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

2 måneder siden

HÅNDBOLD En vigtig brik er faldet på plads i Bjerringbro-Silkeborg.

18-årige August Fridén har netop sat sin signatur på en fireårig kontraktforlængelse, og venstrefløjen glæder sig over den lange aftale med BSH.

- Det betyder rigtig meget for mig. Jeg er først og fremmest meget taknemlig for en forlængelse. At det så kunne blive til fire år, er virkelig fedt, siger August Fridén.

Fynboen med de svenske aner underskrev sin første kontrakt med BSH i april, og den nye aftale med klubben giver ro på bagsmækken.

- Jeg trives rigtig godt i Silkeborg, og jeg er glad for, at det kan fortsætte. En forlængelse betyder også, at jeg kan færdiggøre gymnasiet her i byen, og det er med til at give en ro ved siden af håndbolden. Derudover elsker jeg at spille håndbold i BSH, og jeg er glad for, at det kan fortsætte fire år mere, forklarer August Fridén.

Drømmer om medaljer og Europa

Det lovende talent lægger ikke skjul på, at miljøet i BSH tiltaler ham.

- BSH er en virkelig fed klub med alle aspekter og forudsætninger for en personlig og håndboldmæssig udvikling. Et virkelig godt mandskab med dejlige mennesker, der alle vil én det bedste. Derudover er det virkelig fedt at kunne spille for den klub, hvor jeg har haft noget af min ungdom. Det er det, jeg har drømt om i flere år, siger August Fridén.

I denne sæson har venstrefløjen scoret 20 gange i 12 kampe, og han drømmer om at vinde medaljer med BSH.

- Jeg vil virkelig gerne være med i kampen om at være de bedste i Danmark. Derudover håber jeg også, at vi kan være med ude i Europa både i European League og måske endda Champions League, lyder det fra August Fridén.

Knudsen ser et stort potentiale

Den sportslige ledelse i BSH ser et stort potentiale i August Fridén.

- Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at få en fireårig aftale med August Fridén. August er et af de absolut største talenter, vi har i Danmark på venstre fløj, og han er dermed også en meget eftertragtet spiller, som bliver spændende at følge, siger Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg.

I den første del af sæsonen var August Fridén ene om at løfte opgaven på venstre fløj, da Henrik Tilsted sad ude med en rygskade, og fynboen har vist sit værd.

- August er allerede en fast del af vores ligahold og har i store dele af efteråret klaret tiden på venstre fløj alene i Henrik Tilsteds fravær. Her har vi set eksempler på hans utrolige springstyrke og hurtighed ligesom hans store kompetencer i forsvarsspillet.

- Samtidig er det en ydmyg knægt, der altid går forrest på træningsbanen og yder 100 procent i alle situationer, mener Michael V. Knudsen.

August Fridén har gået på Silkeborg Efterskole, og han spillede i ØBG, inden han blev en del af Bjerringbro-Silkeborgs ungdomsafdeling.

- Han har været med hele vejen gennem vores ungdomskoncept. Vi er glade for, at August har valgt BSH som det perfekte match i hans karriere til at opnå hans målsætninger, og vi ser frem til mange store oplevelser og sejre sammen de kommende år, siger Michael V. Knudsen.

Indlæser debat