Alderspræsidenten følger godt med

Tidligere ejendomsmægler i Silkeborg, Poul Grud, er med igen i cykelløbet Broen Danmark Rundt, når holdet kører fra Silkeborg lørdag med kurs mod Bornholm til fordel for udsatte børn

7. juni 2019, 13.00

Efter foregående weekends distance på 150 kilometer var der kun mødt tre op til træningen tirsdag aften - her foran ejendommen til holdets hovedsponsor Blue Idea på Borgergade i Silkeborg. Fra venstre er det Poul Grud, Peter Bondo Christensen og fra holdets serviceteam Finn Mikkelsen.

VELGØRENHED Jo, Poul Grud kan godt mærke, at han er blevet lidt rundere med årene. Både hvad angår psyke og fysik.

- Og som alderspræsident på holdet Broen - Danmark Rundt med de omkring 35 ryttere, er jeg glad for, at der på holdet er pædagogisk forståelse for »min situation«, og at der undervejs på de omkring 700 km med en anseeligt masse højdemeter er opsamling på toppen af de bakker, vi passerer på vej mod Bornholm, siger han.

Mede andre ord: I cykleløbet er det holdindsatsen, der tæller. Er en af deltagerne kommet lidt bagud, venter de andre på ham.

- Eller ligesom man siger i forbindelse med De Olympiske Lege. Det drejer sig ikke om at vinde - men om at være med, tilføjer Poul Grud, der er tidligere ejendomsmægler ved Home i Silkeborg.

Nok at gøre

Sidste år fyldte han 70 år, og som aktiv i Broen Silkeborg er han nu for tredje år i træk klar til at deltage i cykelløbet, der takket være gode sponsorbidrag er i stand til at rejse penge til det, det virkelig drejer sig om: Nemlig midler til indsatsen for socialt udsatte børn og unges fritid.

- Der er jo beklageligvis nok at gøre, for selv om vi bor i en af Danmarks smukkeste områder med masser af natur og en fantastisk skøn by i øvrigt, lever der overraskende nok selv i Silkeborg Kommune over 800 børn i fattigdom. Det er tankevækkende, siger Poul Grud.

Poul Gruds cykelpassion startede i begyndelsen 1990'erne på en flad strækning ud gennem gudenådalen, hvor han sammen med en ven havde planlagt en tur.

-Vi havde smurt en madpakke, som vi indtog på kampestensdiget ved Tvilum Klosterkirke. Vi var jo kommet hele 15 km hjemmefra - og vi skulle jo også retur igen, fortæller han.

Turen til Paris

Siden er det blevet til flere og væsentlig længere ture - flere gange Aarhus-København, Rendsborg-Viborg på 386 km på én dag. Hærvejsløbet fra Flensburg-Viborg samt en enkelt tur fra Silkeborg til Paris i 2010.

- En fantastisk tur, som man kan få gåsehud af at tænke tilbage på. Efter syv dages anstrengelser og godt 1200 km at nå frem til Paris og få lov til at cykle fra Place de la Concorde og op omkring Triumfbuen og retur på de forfærdelige brosten kan give én gåsehud af ren og skær bevægelse.

Op til årets cykelløb med Broen har Poul Grund trænet spinning vinteren igennem, og fra slutningen af marts har han sammen med nogle af de andre fra holdet trænet tre gange om ugen for at komme i rette form. For ud fra tidligere tiders erfaringer med cykelløb har han lært en vigtig lektie: »Lær din krop at kende, før du begiver dig afsted på en længere cykeltur.«

Mød deltagerne

Men Poul Grud føler sig helt klar her inden starten til årets cykelløb Broen Danmark Rundt, der lyder lørdag formiddag klokken 10.00 fra Torvet i Silkeborg - med optakt fa klokken 08.30, hvor man kan møde deltagerne og få et rundstykke og en kop kaffe.

Og tror alderpræsidenten så, at han vil deltage igen næste år:

- Tja, det må jeg nok snakke med min kone om. For fra forårsmånederne og frem til løbet har jeg kun cykel i hovedet, som han siger.