DET ER DIT VALG - KV21

Lygtepælene blomstrer igen

25. oktober 2021, 12.42

Foto: Jakob Stigsen Andersen

VALGKAMPS-ØNSKER Nu nærmer vi os igen en af demokratiets store festdage: Et valg. Denne gang et lokalvalg til både det helt nære, kommunale og til det regionale beslutningsniveau.

På gader og stræder oplever man igen lidt afveksling i det triste efterårsvejr. Lygtepælene er sprunget ud med blomster og blade i form af farvestrålende plakater med smilende ansigter forsynet med hver deres bogstav som betegnelse for indehaverens anskuelse og ståsted.

Man må derfor håbe på, at både kombattanterne selv og deres sympatisører de kommende par uger vil have dette in mente, bevare kammertonen og den gensidige respekt i de debatter, der ligger foran

Poul Bærnholdt Lund

Vi har mulighed for at stemme på mænd og kvinder lige fra Enhedslisten til Nye Borgerlige. Og alle har de fortjent vores støtte og taknemlighed for at påtage sig det enorme og dårligt betalte arbejde, det er at administrere de ofte knappe ressourcer på den mest rimelige måde. Et ansvar der oven i købet kan have store personlige omkostninger for beslutningstagerne. Ofte er det øretævernes holdeplads. Næsten altid er det et utaknemligt arbejde.

Man må derfor håbe på, at både kombattanterne selv og deres sympatisører de kommende par uger vil have dette in mente, bevare kammertonen og den gensidige respekt i de debatter, der ligger foran.

Hvor jeg selv sætter mit kryds, er endnu ikke definitivt afgjort. Men at det bliver et sted til venstre for midten, er sikkert. Den samme placering, som hjertet har. Rigtig god valgkamp til alle.

Indlæser debat