Ekstra indsats mod ældres fald-ulykker

Penge på budgettet og borgermøde om at forebygge fald

11. oktober 2019, 14.02

Fald-ulykker kan ødelægge livskvaliteten for ældre, så her er brug for et styrket forebyggende arbejde. Foto: Troels Witter

FAVRSKOV Selv et harmløst fald kan have store konsekvenser, når en ældre krop slår sig.

Derfor handler det i høj grad om livskvalitet, hvis man kan forebygge, at ældre falder og får brud eller andre skader.

Favrskov Kommune sætter nu fokus på området, og i det netop indgåede budgetforlig er der i 2020 og 2021 samlet afsat 750.000 kroner til at styrke kvaliteten i det forebyggende arbejde.

Borgermøde

Der sættes også fokus på, hvad den ældre selv kan gøre for at forebygge fald. Det sker blandt andet 29. oktober, hvor der er borgermøder i Sundhedscentret i Hammel om, hvordan man kan forebygge fald og om det gode seniorliv.

- Nogle bliver bange

- Når man som ældre falder, kan det medføre følgeskader som brud på hofter, arme, håndled eller skader på huden. Balancen og reaktionsevnen er måske nedsat, og ældre borgere har ofte sværere ved at genfinde balancen eller tage fra ved faldet. Nogle bliver også bange for at falde igen og isolerer sig i hjemmet, fortæller Louise Hartvig, der er kvalitets- og udviklingssygeplejerske i Favrskov Kommune.

Styrkede kompetencer

En del af den nye indsats er at styrke medarbejdernes kompetencer. Medarbejderne skal arbejde systematisk med udredning af fald-uheld og forebyggende tiltag.

Ældre, der er faldet tidligere, har to til tre gange så stor risiko for at falde igen inden for et år. Men der kan gøres meget for at forhindre, at det sker igen, fremhæver Louise Hartvig.

Grethe Villadsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget, hilser indsatsen velkommen:

- Fald kan give tab af mobilitet og funktionsevne. Derudover vil der ofte være angsten for at falde, og det kan også påvirke ens sociale liv. Der er så meget, man selv kan gøre for at undgå at falde, og det er det budskab, vi skal arbejde på at få spredt godt og grundigt ud, siger Grethe Villadsen.

535 dødsfald årligt

Statistikken taler sit tydelige sprog om faldulykker: 535 ældre over 65 år dør årligt i Danmark på grund af følger efter fald. 6.900 ældre får årligt hoftebrud, hvoraf cirka 95 procent sker i forbindelse med et fald, og 42 procent af de ældre vender ikke tilbage til deres tidligere funktionsniveau.