SIF tabte på festlig bronzedag

Silkeborg IF måtte gå fra sæsonens sidste kamp i Brøndby med et nederlag, men bronzemedaljerne overskyggede alt andet

Udgivet:22. maj 2022, 18.59

Læsetid:2 minutter

SIF 'erne fik overrakt bronze efter nederlaget. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

FODBOLD Et festklædt Brøndby Stadion dannede rammen om sæsonens sidste kamp for Silkeborg IF, men på dagen, hvor SIF’erne fik overrakt bronzemedaljerne, blev det også til et nederlag.

Brøndby vandt 2-1 på to mål af Mathias Kvistgaarden, mens Tobias Salquist reducerede i kampens sidste sekunder.

Over 1.000 Silkeborg-fans var på plads i Brøndby, og det gav en forrygende ramme, der kulminerede med uddelingen af bronzemedaljerne.

SIF-træner Kent Nielsen havde rystet posen til opgøret og sendt Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen på bænken. I stedet fik Oliver Sonne og Søren Tengstedt chancen, men det fungerede ikke specielt godt.

Brøndby var bedst fra start og pressede en lidt vakkelvorn SIF-defensiv. Hjemmeholdet fik også kampens første, store chance, da Mathias Kvistgaarden stod alene midt i feltet. Men afslutningen sad lige på Nicolai Larsen.

Minuttet efter var chancen endnu større i den anden ende, da topscorer Nicklas Helenius afsluttede, og riposten dansede lige foran Nicolai Vallys og et tomt mål, men Brøndby fik reddet i sidste sekund.

Brøndby-angriber Mathias Kvistgården nåede at få endnu en stor chance, inden det gik galt for SIF efter 18 minutter. Et godt Brøndby-angreb sendte Simon Hedlund ind til en helt fri Kvistgaarden, der sparkede bolden fladt i nettet.

SIF’erne kom bedre med, men den vævre Kvistgården var tæt på at øge føringen efter 38 minutter. Nicolai Larsen reddede imidlertid flot det flade skud.

Kun tre minutter senere var Lukas Engel tæt på at udligne, men hans flade skud gik lige forbi Brøndby-målet.

I pausen tog Kent Nielsen konsekvensen og sendte tre nye folk på banen. Sebastian Jørgensen, Mads Kaalund og Rasmus Carstensen kom ind for Søren Tengstedt, Lukas Engel og Stefan Thordarson.

SIF’erne satte sig på spillet med det samme og pressede hjemmeholdet tilbage på banen. Det gav ikke de helt store muligheder, og opgøret blev mere jævnbyrdigt, som tiden gik.

Efter 65 minutter kom hjemmeholdet på 2-0. Tobias Salquist fik ikke clearet i feltet, og i stedet sparkede Mathias Kvistgaarden bolden fladt i nettet.

SIF pressede spillet frem til sidst og på kampens sidste spark reducerede Tobias Salquist til slutresultatet 2-1.

Nederlaget var imidlertid hurtigt glemt, for SIF'erne fik efterfølgende overrakt bronzemedaljerne, og så var der ellers tændt op under den store fest i Brøndby med champagne-sprøjt og store øl.

Indlæser debat