Fremtiden er »Fix Min Opgave«

Udgivet:15. maj 2017, 14.10

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Tobias Tretow Jernbanegade 33, Kolding. Tidligere Silkeborg

DEBAT I Politiken den 10. maj udtaler vores undervisningsminister Merete Riisager (LA): »Hold nu op, hvor er det dumt, det her«.

Det skriver hun som kommentar til det nyopstartede firma Fix Min Opgave. Her kan gymnasieelever købe sig til gode opgaver. Karakteren 02 kan købes for 150 kr. per arbejdstime og et 12-tal kan købes for 350 kr. per arbejdstime.

Der er altså tale om en god gammeldags udbydelse af service for en beskeden betaling.

Merete Riisager pointer, at det ikke er ulovligt at sælge et produkt (der dog gør vores unge mennesker dummere og dårligere rustet), men gymnasieeleverne får dog en fordømmende kommentar med på vejen:

». Tag jer sammen! Hvis I vil klare jer godt i livet er viden og vedholdenhed helt afgørende parametre«, skriver ministeren.

Men er det fair at smide den i hovedet på gymnasieeleverne?

Er det her ikke en fornuftig overlevelsesstrategi for dem?

Kan man ikke godt forstå, at firmaer springer på muligheden for at tjene på et behov?

Og hvad er det egentligt selv politikerne, som en samlet skare inspirerer til?

Vi har så utroligt mange sager, der gang på gang vendes i medierne. De giver i høj grad et indtryk af, at vores politikere selv har anvendt et lignende Fix Min Opgave-firma, til at nå dertil, hvor de er.

Med et salg af Dong, ekstreme besparelser i den offentlige sektor og med vedvarende investeringer i nær-defekte fly, tog og hvad ved jeg, så får vi som befolkning, familier og selvfølgeligt også gymnasieelever indtrykket af, at der selvfølgelig skal hoppes over det laveste gærde.

Selvfølgelig skal man snyde de institutioner, man er en del af, og selvfølgelig er det den korte bane vi fokuserer på. For det er det vi ser! Det er det samfundet formidler til os. Det er det eksempel, vi præsenteres for.

I mødet med vores medmennesker - om det er i Super Brugsen, på arbejdspladsen eller i et samfundsperspektiv - der holder vi hinandens liv i vores hænder. Vi er ansvarlige for det indtryk, vi giver og vi er ansvarlige for konsekvenserne af det. En andel af ansvaret for, hvordan vi som befolkning opfører os, er i lige så høj grad vores eget ansvar, som det er vores politikeres.

Det taget i betragtning, er det så ikke fair, helt forståeligt og super smart af vores gymnasieelever?

Burde de ikke næste få et fradrag eller et ekstra tilskud, til Fix Min Opgave-udgifter?