Papirtårnet: Fra ikonisk til plumpt

18. januar 2020, 08.00

Foto: Søren Skovborg

HØJHUSE Jeg var som nogle hundrede andre til møde i Medborgerhuset i tirsdags. Her hørte jeg Papirtårnet omtalt på en helt ny måde: Det er lidt plumpt! Udtrykket blev bl.a. brugt af arkitekten fra Aarstiderne, altså de arkitekter, der står bag tegningerne til Papirtårnet, og som nu vil gøre et nyt forsøg med endnu et højhus i Silkeborg.

Det skortede ellers ikke på de store lovprisninger og rosende beskrivelse af Papirtårnets æstetik på det tidspunkt, hvor vi alene kunne forholde os til visualiseringerne - altså før tårnet skød i vejret. Det ville blive ikonisk, et vartegn for byen, udtalte borgmester, bygherre og arkitekter.

Nu hvor det har nået sin endelige højde og endda har fået en ekstra kalot på toppen, så beskrives det som plumpt. Jeg er sådan set helt enig, det virker lidt plumpt. Men det var vist også første gang, at Årstiderne skulle stå for at lave streger til et højhus.

Det fremgik af en billedtekst i MJA 1. maj 2018, hvor Per Laustsen, partner i Årstiderne, udtalte, at han altid havde drømt om at tegne et højhus. Det har han og Årstiderne nu fået lov til, og resultatet er blevet lidt plumpt - eller måske et plumpt ikonisk vartegn! Jeg synes, vi skal lade det blive ved det ene forsøg og ikke lægge by til endnu et forsøg, som muligvis heller ikke lykkes.