Tak til Kent Madsen og kompagni

23. juli 2021, 12.24

FODBOLD Toppen af Silkeborg IF, som tit og ofte bliver skåret ned til Kent Madsen i folkemunde, er godt nok et punkt i vores elskede fodboldklub, som virkelig kan splitte de mange tilhængere.

Personligt har jeg aldrig været ham, som bare har elsket alt, hvad ledelsen har gjort, men jeg har heller ikke været ham, som har skældt ud på sociale medier uden egentlige argumenter. Jeg har haft mine holdninger, som egentlig kun har bundet i det samme som ledelsen af Silkeborg IF’s ageren har bundet i, nemlig ønsket om det bedste for Søhøjlandets smukkeste klub.

De har søgt den rette investor, og den er ikke dukket op endnu - og derfor fortjener de altså en kæmpe tak fra min side og forhåbentlig fra alle andre som følger klubben i både gode og dårlige tider. For vi skal ikke bare have en hurtig løsning, men en langsigtet og bæredygtig plan

Mads Magnussen

Men da jeg lørdag sad fanget i en ubegribelig lang kø på Sjælland, slog det mig pludselig, at uanset om vi tilhængere er enige i transferstrategien eller ej, om vi er enige i valget af kunstgræs eller ej eller om vi er enige i valget af sportschef eller ej, så skylder vi virkelig toppen af Silkeborg IF en kæmpe tak! Og til dem der tænker: »Arrh kammerat, du har vist fået lidt for mange flyversjusser i det sjællandske«, så lad mig her forklare.

For vi kan vel alle huske, at klubben søgte nye investorer for nogle år siden, uden at den store økonomiske indsprøjtning nogensinde kom. Og jeg kan da huske, at det var en lille skuffelse, for man var lige begyndt at drømme om en fast plads i Superligaen og spillersalg på den anden side af 20 millioner, men den skuffelse er godt nok lille nu, når jeg sammenligner med den taknemmelighed jeg står med nu, for overvej lige hvad det kunne være endt med, hvis man bare havde ladet enhver investerer i klubben eller ligefrem solgt klubben til den første og bedste?

For vi kan da bare lige kigge på det danske fodboldlandskab og se hvordan den slags går. Fremad Amager er blevet et cirkus med russiske ejere, Vendsyssel har man fuldstændig opgivet at forstå med de amerikanske opkøbere, SønderjyskE som Glen Riddersholm pludselig ikke skulle være en del af længere og senest galehuset i Esbjerg, hvor amerikanske ejere har fredet en tysk træner, som åbenbart kører en stil, som hører det gamle Sovjet til.

Jeg er godt nok glad for, at det ikke er endt sådan i Silkeborg, og ved I hvorfor det ikke er endt sådan? Fordi toppen af Silkeborg IF har været fornuftige!

De har søgt den rette investor, og den er ikke dukket op endnu - og derfor fortjener de altså en kæmpe tak fra min side og forhåbentlig fra alle andre som følger klubben i både gode og dårlige tider.

For vi skal ikke bare have en hurtig løsning, men en langsigtet og bæredygtig plan.

Og dét er der da heldigvis også gode eksempler på i dansk fodbold. Bare se HB Køge som netop har vundet danmarksmesterskabet for kvinder og samtidig virker til at være klar til næste skridt med herreholdet, hvor man ser navne som Mike Jensen og åbenbart snart Jon Flanagan på banen, samtidig med, at der står hr. Agger og hr. Jacobsen ude på sidelinjen.

Og selvom det næsten smerter mig at nævne, så har den bæredygtige plan jo også givet pote i AGF, hvor galehusprædikatet langsomt er forsvundet ud med det tidevand, som opslugte Brian Steen i sin tid.

Så tak Kent Madsen og kompagni! Tak for fornuften! Og tak for, at I stadig er åbne for den rette investor - skulle den dukke op - for så kan jeg stadig gå i seng og drømme om spillersalg til en værdi af bare fjerdedelen af de beløb, som Brøndby, FCK og FCM sælger spillere for.

Og stadig have en ro i hjertet, der minder mig om, at klubbens ledelse godt ved, at vi har traditioner og ikke bare er en moderne Football Club.

Indlæser debat...