SIF sled sig til vigtigt point mod AGF

Det lignede længe et nederlag i Aarhus, men Rasmus Carstensen sikrede uafgjort til SIF

26. november 2021, 20.59

Rasmus Carstensen med ryggen til scorede for SIF. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FODBOLD Silkeborg IF sluttede fodboldåret 2021 af med endnu en uafgjort.

Foran 9083 tilskuere på Ceres Park i Aarhus blev det fredag aften til 1-1 mod AGF, og det resultat betyder, at SIF overvintrerer på Superligaens sjetteplads med fire point ned til aarhusianerne.

AGF lignede ellers længe en vinder takket være Mustapha Bundus føringsmål i det 17. minut, men 20 minutter før tid udlignede Rasmus Carstensen til 1-1 i en meget underholdende fredagskamp.

Fra første minut var der drama og tænding på i lokalopgøret.

AGF appellerede allerede i det andet minut for straffespark, da Albert Grønbæk følte sig hægtet af Nicklas Helenius i feltet, men efter et VAR-gennemsyn blev der i stedet dømt for offside.’

SIF havde det svært i kampens indledning, og kort efter et forgæves chip af Nicolai Vallys kom AGF i det 17. minut foran. Stefán Teitur Thórdarson mistede alt for nemt bolden foran eget felt, og så kunne Mustapha Bundo sikkert sparke bolden i nettet.

I det 20. minut var det så SIF, der følte sig snydt for et straffe. Bolden ramte AGFeren Nicolai Poulsen på armen, men dommer Aydin Uslu mente ikke, at den aktion var strafbar.

Midt i halvlegen headede Nicklas Helenius fri i helt fri position, og lige efter burde AGF være kommet på 2-0, da Anthony D’Alberto skød forbi mål fra tæt hold.

Værternes Mikael Andersson fik også en stor chance for at udbygge føringen, men i halvlegens sidste kvarter overtog SIF mere og mere styringen.

Nicklas Helenius kom til yderligere to store chancer. På den sidste af de to muligheder havnede riposten hos Nicolai Vallys, der i mistænkelig offsideposition headede mod mål, hvor en flyvende Jesper Hansen viftede bolden op på overliggeren.

Fra anden halvlegs start skiftede SIF Nicklas Røjkjær ind for Oliver Sonne på venstre back, mens Anders Klynge blev på sendt på banen i stedet for Stefán Teitur Thórdarson,

Efter en lille time sparkede Sebastian Jørgensen snert forbi fra kanten af feltet, og mens regnen silede ned over Ceres Park, var AGF 25 minutter før tid milimeter fra at komme på 2-0, da Patrick Mortensen sparkede en ripost på stolpen.

20 minutter før tid blev det i stedet 1-1.

Nicklas Helenius sendte smart bolden videre til en fremadstormende Rasmus Carstensen, der kronede en fornem indsats med sit første sæsonmål.

I slutfasen sendte AGF flere friske kræfter på banen. Aaarhusianerne begyndte at trykke på for et sejrsmål, og fem minutter før tid forsøgte indskiftede Dawid Kurminowski sig med et tamt chip over Nicolai Larsen.

To minutter senere var SIF-keeperen tæt på at blive overlistet af et lumsk indlæg, men på akrobatisk facon fik Nicolai Larsen pareret bolden væk.

I de døende minutter kom både Nicolai Vallys og Nicklas Røjkjær til hæderlige forsøg for SIF, der i overtiden sendte Joel Felix og Andreas Oggesen på banen for Sebastian Jørgensen og Mark Brink.

Kort efter blev der fløjtet efter en medrivende afslutning på efteråret, hvor SIF på imponerende vis kun tabte to af 17 kampe.

Indlæser debat