Tidligere Astralis-profiler slår Heroic i afgørende kamp

Heroic tabte 1-2 til Vitality og kæmper derfor videre for en plads i Blast Premier Spring Finals i weekenden.

Udgivet:25. januar 2023, 23.24

Læsetid:1 minut

Heroic er nummer et på den seneste verdensrangliste for Counter-Strike-hold, men er endnu ikke sikker på en plads ved Blast Premier Spring Finals. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Danmarks bedste Counter-Strike-hold, Heroic, tabte onsdag en meget vigtig kamp i kvalifikationen til Blast Premier Spring Finals.

2-1 vandt Vitality over den danske verdensetter efter en suveræn præstation på det sidste og afgørende map.

Med for Vitality var danskerne Emil "Magisk" Reif og Peter "Dupreeh" Rasmussen samt cheftræner Danny "Zonic" Sørensen, der alle har en fortid hos Heroic-rivalen Astralis.

Med nederlaget skal Heroic i den kommende weekend ud i endnu en omgang kvalifikation. Holdet møder vinderen af et opgør mellem tyske BIG og amerikanske Liquid i en altafgørende duel om en plads ved Blast Premier Spring Finals

Også Astralis en del af feltet, der kæmper for en plads. Den tidligere verdensetter og majorvinder skal modsat Heroic dog vinde to kampe for at komme med.

Vitality er med sin sejr omvendt sikret en af de otte pladser ved Blast Premier Spring Finals til juni.

Heroic kom onsdag foran 1-0 på sit valg af map, Mirage, men herefter gik det gevaldigt ned ad bakke, og efter 11-4 ved pausen vandt Vitality 16-11.

Det blev også 5-2 til Vitality på det franske holds valg af map, Nuke, men anført af en stærkt præsterende Casper "cadiaN" Møller fandt Heroic ind i en god stime og vendte 12-13 til 16-13, da det snerpede til.

Dermed skulle opgøret afgøres på Vertigo, og her var især Emil "Magisk" Reif hård ved sine landsmænd og afgørende for Vitalitys sikre 16-8-sejr på mappet.

/ritzau/