KV 21 blev det personlige valg

Udgivet:04. december 2021, 08.00

Læsetid:2 minutter

Af Niels Præstkær. Sølystvej 154 Silkeborg

2 år siden

VALGET Det er interessant at læse såvel i læserbreve og klummer her i MJA hvordan flere skribenter har forsøgt at gøre regnestykket op efter KV 21. Regnestykket omfatter også navngivne foreninger og organisationer der, efter skribenternes opfattelse, har været skyld i valgets udfald samt hvilke holdninger de 20.062 vælgere der ikke stemte ved KV 21, måtte have.

Jeg ville ikke turde lave et væddemål på, at de analyser samme skribenter har foretaget er korrekte.

Men jeg tager gerne et væddemål på, at vælgerne har talt. Ligeledes, at valgresultatet og valgprocenten tilnærmelsesvis ligger meget op af de tendenser, vi har set på landsplan.

At være sofavælgere skulle være udtryk for tilfredshed med den politik, der føres i lokalpolitik, er en ret frisk analyse. Det er ikke det resultat, valgforskere kommer frem til.

Jeg har heller ikke set kampagner fra foreninger/organisationerne mod bestemte politikere, højst en ejendomsudvikler der i stort opsatte dobbeltsidet annoncer i MJA havde et udestående med byrådets »enfant terrible«. Efterfølgende har der så været offentlig forbrødring og gensidige undskyldninger, som rapporteret her i MJA .

Der bliver italesat at »man« er imod vækst og udvikling. Jeg vil gerne spørge her, hvilke foreninger/organisationer er det, der har udtalt, at vi ikke skal have vækst og udvikling i Silkeborg?

Slår man op på KMD viser statistikken for Silkeborg kommune , at ved KV 21 stemte 73,34% af vælgerne svarende til 55.182 afgivende stemmer. Af disse stemte 44.701 personligt.

Ved KV 17 var stemmeprocenten på 74,66% svarende til 52.691 afgivne stemmer. Af disse stemte 41.133 personligt. Stemmeprocenten for KV 13 var 76,28% af de stemmeberettigede.

Hele 81,01 % af vælgerne stemte således personligt på en politiker ved KV 21 , mens 78,83 % af vælgerne stemte personligt på en politiker ved KV 2017. Tilsvarende tal for KV 13 var 40.070 personlige stemmer svarende til 77,12% af de afgivne stemmer.

Konklusionen er, at stemmeprocenten falder mens antallet af personlige stemmer stiger. Ligeledes må det konkluderes, at vælgerne mere end nogensinde før har taget et aktivt valg i forhold til de enkelte kandidater og deres holdninger.