Slingrekurs mod sejr over bundproppen

31. januar 2021, 14.38

Eira Aune fik med stærk fightervilje i anden halvleg stor indflydelse på kampen. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel avancerede til sjettepladsen i ligaen efter en uskøn sejr på 27-24 over Vendsyssel efter 14-12 ved pausen

Silkeborg-Voel spillede som favorit om to point og avancement til en øjeblikkelig sjetteplads i ligaen, da bundproppen fra Vendsyssel var på besøg i Jysk Arena.

Og holdet levede da også resultatmæssigt op til favoritrollen, da holdet vandt 27-24 efter 14-12 ved pausen.

Men spillemæssigt var det en utrolig svingende omgang - lige fra sprudlende spil til håbløse afbrændere, febrilsk angrebsspil og skidt forsvarsspil.

Og var Stine Bonde i slutfasen ikke trådt i karakter i kampen sidste 10 minutter, kunne Silkeborg-Voel have tabt til en bundprop, der altså ikke havde meget at byde på, hvilket siger mere om Silkeborg-Voels svingende og til tider skuffende indsats end gæsterne styrke.

Efter en svag start hvor især Natasja Andreasen brændte store chancer, og hvor Julie Jensen igen skød for tit, kom gæsterne for let til scoringer og førte 3-7 efter ti minutter.

En timeout ændrede meget for hjemmeholdet, der endelig styr på både spil og modstander.

I løbet af 13 minutter havde Silkeborg-Voel bragt sig foran 13-9 blandt andet på fremragende mål fra fløjspillerene, og så burde Vendsyssel være sat på plads.

Desværre slap Jakob Andreasen tropper trykket fra speederen især i forsvaret, og så fik gæsterne barberet af forspringet, så uret ved halvtid ved 14-12, selv om Silkeborg-Voel havde bolden i halvlegens sidste 20 sekunder uden at få afsluttet.

Indtrykket inden de sidste 30 minutter var - trods den beskedne føring - forholdsvist solidt i hjemmeholdets favør, idet Vendsyssels spil klart indikerede, hvorfor holdet er bundprop i ligaen.

Starten af anden halvleg underbyggede hjemmeholdets overlegenhed, og holdet havde mulighed for at bringe sig på 18-13, men kiksede et par muligheder, og så gik hjemmeholdet i stå og måtte kæmpe hårdt for målene.

Gæsterne fik udlignet til 19-19 midtvejs i anden halvleg, og nervøsiteten bredte sig hos hjemmeholdets spillere, der dog svarede igen til 23-20, inden Eira Aune kastede et par meter forbi et tomt mål.

Men det betød i sidste ende ikke meget, for i kampens sidste otte minutter hev Stine Bonde den ene store redning frem efter den anden, og så kunne et presset hjemmehold slutteligt score kampens sidste mål på straffekast.