BFH og Randers HK i fælles fremstød

Bjerringbro FH og Randers HK har lanceret et nyt holdfællesskab for klubbernes U19-piger

25. juni 2020, 10.06

BFH-træner Jesper Bangshøi ser gode muligheder i det nye U19-samarbejde med Randers HK. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Bjerringbro FH etablerer et nyt holdfællesskab med Randers HK, og de to klubber skal fremover samarbejde på pigesiden i U19-rækken.

I første omgang gælder aftalen for den kommende sæson, og spillerne i U19-truppen kan potentielt få mulighed for at spille ligakampe for Randers’ førstehold eller 1. divisionskampe for BFH.

- Formålet med aftalen er at styrke det i forvejen meget gode talentarbejde, som finder sted i begge klubber, således det også i de kommende år vil være muligt for Randers HK og Bjerringbro FH at rekruttere spillere fra egne ungdomsafdelinger til seniorholdene, oplyser de to klubber i en fælles pressemeddelelse.

BFH-træner Jesper Bangshøi ser frem til samarbejdet mellem U19-pigerne i de to klubber.

- Vi kommer med dette projekt til at blive et endnu mere attraktivt hold at være en del af. Vi kan i samarbejde med U19-træneren i Randers HK trække på de U19-talenter, som er dygtige nok til at træne med os og eventuelt spille kampe for os, hvis det bliver nødvendigt. Dermed kan vi hele tiden intensivere vores træninger, siger Jesper Bangshøi.

BFH-formand Dennis Jensen ser også gode muligheder i U19-projektet.

- Det vil være mere attraktivt for de unge spillere at blive i nærområdet, og det er en god udvikling, siger Dennis Jensen.