Lars Bak taler ud: Jeg kommer til at savne smerten

Han har kørt til månen og tilbage igen, men efter 18 år som professionel skimter cykelrytteren Lars Bak slutningen på karrieren. Snart er det uigenkaldeligt slut for den folkekære silkeborgenser, der gjorde det til et ærefuldt håndværk at slide og lide for stjernerne

6. oktober 2019, 06.01

Lars Bak begynder ofte træningsturene i hjembyen med udgangspunkt fra havnen i Silkeborg.

CYKLING - Der findes den gode smerte, og så er der den trælse. Når du kører for at vinde blomsterne, så er du drevet af adrenalinen og den gode smerte. Når du sidder nede bagi, når lyset er slukket, men du bare skal igennem og hjem over Alpe d’Huez på en time eller mere, så er den konstant og vedvarende uden noget formildende over sig. Smerten er forskellig, alt efter hvad du kører efter, men den er der altid. Som professionel vænner du dig til at køre med ondt i benene. Der er aldrig en morgen, hvor jeg står op og siger: I dag har jeg friske ben. Jeg kører mellem 35.000 og 39.000 kilometer om året. Så vænner du kroppen til at have ondt.

- Det er dem, der har mindst ondt af sig selv, der når længst. Dem, der formår at æde sig selv, når det er koldest. Nogle er bare bedre til det end andre. Og så er der dem, der pludselig mister den. De holdt måske lidelserne ud i bestræbelserne på at vinde. Men den dag, de ikke kan vinde mere, mister de evnen til at lide. Tag Matthew Goss. Da han ikke kunne vinde længere, blev han pludselig ude af stand til at træde en bule i en blød hat. Med et var han gennemsnitlig. Og det var ikke nok. Der bliver kørt stærkt alle steder i dag. Men det er også charmen ved det. Du kommer ikke nemt til noget. Der er ingen fribilletter. Det er vi nogen, der er bidt af. Træder du hårdt nok, og æder du smerte nok, bliver du også bedre. Jeg har altid været god til at bevare optimismen. Gør det ondt på mig, så gør det nok også ondt på de andre.

- Det er smerten, der gør cyklingen så ekstrem, men du bliver ven med den, og jeg kommer til at savne den. Du bliver lidt masochist. Det skal du være for at klare endnu en dag i Dolomitterne med 4-5000 højdemeter og seks timer i sadlen efter at have kørt 15-16 etaper. Så siger jeg til mig selv: »Hold kæft, Lars, det bliver nemt i dag.« Jeg joker med det. Mentalt forbereder jeg mig på, at det kommer til at gøre maksimalt ondt. Nogle sidder i holdets bus og kigger ned i gulvet. Men du skal jo ud, selv om du ikke har ja-hatten på. En lang karriere har lært mig at se positivt på tingene. Det gavner især, når nosserne skraber på, og du kigger ind i en uge uden chance for at vinde og noget at køre for. Så taler min indre dæmon: »Ikke stå af, ikke give op«.

Det røde felt

- Jeg har altid haft i mig, at du aldrig giver op. Du står bare ikke af i et cykelløb. Du kan selvfølgelig blive nødt til det på grund af en skade eller defekt, men generelt er den bedste træning at fuldføre løb. På den måde skubber du automatisk din smertetærskel. Det overrasker mange unge, at du faktisk kører stærkere efter 14 dage i et stort etapeløb, selv om du er dødhamrende træt. Men du udvider bare din motor. Det er derfor, vi ser nogen komme stærkt ud af en Grand Tour. Søren Kragh efter Vuelta à Espana for to år siden, eller Kasper Asgreen, der kom rigtig godt ud af Tour de France i år. Du kan aldrig træne så hårdt i 14 dage, som når du kører en Grand Tour. Når først nummeret er på, du er i zonen, og adrenalinen ... Præcis det sammen sker for den kraftige motionist, der gerne vil cykle til Paris. Du skal have nogen, der presser dig.

- Når du ligger i det røde felt med maksimal puls og fører feltet an opad, så er det, du bruger din erfaring og viden om, hvordan din form er. I 2016 var jeg lige kommet tilbage efter et alvorligt styrt og en skadet ryg. Jeg skulle sidde og føre hver dag under touren. Jeg var pishamrende nervøs. Kunne jeg nu det? Var jeg klar? Jeg skulle trække, indtil der manglede 10 kilometer. Du ser på din wattmåler. Du ved, hvad du kan holde. Så deler du det ind i små bokse. Fra tre minutter helt ned til 30 sekunder. Du fokuserer og får konstant bulletiner i radioen om, hvornår du kan slappe af og spare kræfter i forhold til det job, du skal udføre. Nogle gange er du helt færdig 20 kilometer før mål og må slå ud. Kører du ikke hurtigt nok, er du jo ikke til nogen gavn. Den slags arbejde kræver en særlig type. Nogle synes, det er en straf og slår ud, fordi de ikke orker mere. Men så er de heller ikke med næste gang. Slår du ud for tidligt, skal holdet jo bruge en mand mere, og så mangler vedkommende, når spurten skal køres. Polske Michał Kwiatkowski er et studie værd, når det handler om at føre, slå ud og så bruge lige præcis kræfter nok til at nå i mål før tidsgrænsen. Du skal jo kunne gøre dit job igen dagen efter.

- Jeg er vel, hvad de kalder træningsafhængig. Som professionel bygger du fundamentet med de mange timer i sadlen. Det er nødvendigt for at få udholdenheden. Jeg kommer til at savne de lange ture, hvor benene bare er gode, og hvor du lige napper en ekstra tur rundt om Luxembourg for at få 200 kilometer på tælleren. Men jeg ser også frem til kun at træne to, tre timer, og det bliver da dejligt ikke at skulle køre seks timer i tre graders varme og slagregn. Måske begynder jeg at løbe lidt igen? Det kan jeg godt lide, men jeg har skullet passe på ben og led indtil nu.

- Det gik rimeligt hurtigt op for mig, at jeg kunne noget. I 1994 kørte jeg et indledningsløb, som jeg vandt. Jeg kørte også Tour de Midtjylland på 250 kilometer. Jeg tror, jeg højst havde kørt 150 kilometer en dag før det. Jeg blev testet på universitetet i Odense. De fandt ud af, at jeg havde en god iltoptagelse. Jeg vil ikke sige, det var nemt for mig, men jeg var altid den bedste dansker i udenlandske juniorløb. Da jeg blev nordisk juniormester vidste jeg, at jeg havde talent for det og kroppen til det. Men jeg fik et rap over nallerne som 1. års senior. Da vandt jeg ikke mange pokaler. Det var, mens jeg stod i lære som tandtekniker og måtte træne med lys om aftenen.

Kropsbevidsthed

- Jeg kan mærke, før jeg bliver syg. Om morgenen kan jeg tænke, at det nok ikke er så galt. Men smerterne i musklerne gør, at jeg er nødt til at tage den med ro, for jeg ved, det slår ud dagen efter. Du bliver stiv på cyklen og tænker, at du bare er helt smadret. Men jeg skriver altid ned, hvordan jeg har kørt, og hvordan min dag har været. Så kigger jeg tilbage og kan nogle gange se, at jeg også hang med klarinetten på samme tidspunkt året før. Og ugen efter er jeg så oppe igen.

- Det med kroppen er noget af det, jeg frygter, når jeg stopper. Jeg skal stramme mig an. Det jakkesæt, du køber lige efter touren, fordi du skal til bryllup, det passer du altså ikke, hvis der kommer 10 kilo på. Fem kilo ekstra gør mig mega chuppy. Så er det ikke sjovt at træne, og du kan ikke det, du kunne før. Nogen spørger mig, hvordan fanden jeg kan spise havregrød hver morgen? Men kroppen er afhængig af gentagelserne og trygheden i, at der sker det samme med den hver dag. Den arbejder bedst på ris og pasta. Sådan er det bare. Der er vi maskiner. Rigtigt introverte klassementsryttere tror jo ikke, de kan præstere, hvis ikke de får præcist det samme hver dag.

- Jeg har sgu nok sultet mig selv. Det har også virket i perioder. Det er ren matematik, det handler om watt pr. kilo. Så du skal være så slank som muligt. Hele familiens hverdag har jo været lagt an på mig, og det handler om meget mere end det, at cyklen skal med. I foråret var vi i Disneyland i tre dage. Du kan godt nappe en eller to fridage i ny og næ. Men dæmonen sidder på ryggen af dig hele tiden: Du kan godt have det sjovt nu, Lars, men så skal du bare træne dobbelt så meget i morgen. Der er en regning for alt, hvad du gør. Jeg glæder mig til ikke at skulle tænke på, at jeg skal nå at træne, før vi skal noget. Det bliver en befrielse. Og det ved jeg, at min kone også ser frem til. Jeg var aldrig med til første eller sidste skoledag. Da lå jeg og kørte etapeløb i udlandet. Cyklen kommer bare altid først. Når du er på korte kontrakter, er du konstant under pres.

- Jeg er slidt i nakken og ryggen. Jeg plejer at få behandlinger en gang om ugen, når jeg ikke kører løb. Jeg har lovet mig selv - og jeg har også fået det at vide - at jeg skal lave koncentreret træning af kroppens kerne, ryggen og nakken. Jeg sidder jo konstant bøjet over det styr. Og jeg skulle gerne have kroppen tilbage i en normal position. Som 25-årig er du fleksibel. I dag tager det bare længere tid at komme sig. Alle antrittene ... de gør mig mere vingeskudt, end da jeg var yngre. Jeg ved, at jeg skal præstere og prøver også at ignorere smerten. Når du drosler ned, finder du virkelig ud af, hvor træt kroppen er. Men jeg skal konstant signalere, at jeg er klar og har ja-hatten på. Ellers tænker de: Skal han ikke til at stoppe nu?

Hjælperytteren

- Som ung skal du jo tro, at du kan vinde det hele. Jeg kørte altid løb for at vinde som yngre, og jeg var sikker på, at jeg skulle sejre i Paris-Roubaix og etaper i touren. Men kendsgerningerne melder sig, når du får så mange nederlag og du ved, det kun bliver hårdere med årene. Så er det svært at bevare troen på, at du kan vinde. Jeg var nødt til at specialisere mig for at komme med i touren. Du vinder ikke løb i dag, hvis ikke du har et godt hold bag dig. Det gik fint på HTC, hvor jeg skulle tage mig godt af Mark Cavendish. Det var ligesom min vare. På taktikmøderne får jeg at vide, at jeg i alt fald ikke skal vinde. Men at jeg skal hjælpe andre til det. Det er også det, jeg får mine penge for, og det, jeg er god til. Jeg gjorde det respektabelt at være hjælperytter. Det var der aldrig en dansker, der havde gjort før på den måde. Tour de France er som Paradise Hotel; uanset om du vinder eller ej, så bliver du kendt. I 2011 lå jeg i front hver dag. Så blev det pludselig: Hey, det er Lars Bak i front. Jeg blev aldrig nogen stjerne, for jeg havde ingen spidskompetencer. Jeg er ikke sprinter, jeg er ikke bjergrytter. Men jeg kan lidt af det hele. Jeg har altid været vildt imponeret af dem, der sagde: I dag vil jeg vinde, og I skal køre for mig. Når det så ikke går godt, har vi balladen, for de får noget mere i løn, end vi andre gør. Havde det ligget i mit dna at være misundelig, ville jeg aldrig kunne have haft det her job. Men jeg har altså stadig vundet 12 professionelle cykelløb og seks gadeløb. Andre kører en hel karriere uden at vinde noget som helst. Så målt på den måde er jeg godt tilfreds.

Cykling i forandring

- Da jeg begyndte på Team Fakta, var Kim Andersen sportsdirektør, og han stod for det hele; han var træner, mentor, kostvejleder, mentaltræner, pressechef og tog sig af sponsorerne. I dag er der 65-80 mand på de store hold, som så også kører tre forskellige steder på samme tid. Sporten er blevet globaliseret, og der er stort set ikke nogen off-season længere. Der er kun ganske få uger, hvor du ikke hører noget fra holdet. Ellers er vi sammen konstant. Som ryttere er vi mere forkælede og får bedre lønninger, men der bliver også forlangt mere af folk. Teknologisk er det helt vildt, så hurtigt udstyret er blevet, og hvor meget, der kan vindes på det. Uden at nævne navne er der altså forskel fra cykel til cykel. Så ren som sporten er blevet, kan der ikke snydes der mere, så nu handler det om detaljerne; restitutionen og alt det nye. Jeg kan godt savne uskylden fra dengang, jeg begyndte. Typer som Johan Museew og Mario Cipollini havde magten i feltet og bestemte, om vi skulle køre stærkt de første timer. I dag hører du en 21-årig ny-professionel klage over for meget regn, og at ruten er farlig. Nogle gange går der diskussionsklub i det på de sociale medier. Jeg synes, de unge skulle lade være med at tweete så meget. Brokkeriet har taget overhånd, men folk er selvfølgelig også meget mere oplyste i dag. Der er jeg nok lidt old school.

Indpiskeren

- Mine forældre har altid bakket min bror og mig op i alt. Jeg kommer fra en sportsfamilie. Min mor spillede divisionshåndbold for SIF, min far var på jyllandsserien i SIF men nåede aldrig førsteholdet. Han har altid kunnet lide at se cykelløb. Han var ikke en curlingfar, der bare sagde ja og amen. Han har altid udfordret mig. Vi fik ingen fordele, men skulle kæmpe for tingene og være ydmyge. »Du skal arbejde hårdt for det og aldrig give op, så skal det nok gå«. Det var ham, det kom fra. Min far sagde: Hvis de andre begynder med at træne klokken 10, så kører du klokken 9, så får du trænet mere. Som ung i Luxembourg skulle jeg cykle et stykke for at møde de andre, jeg trænede med. »Det er perfekt, så får du kørt mere«.

Han har både været min kritiker, rådgiver og mentor. Han er sindssygt god til det psykologiske. Jeg tror, det er fordi han er vant til at ansætte og afskedige folk. »Den måde, Lotto ser dig på og melder tilbage tyder på, at de er ordentlige mennesker«. Jeg har altid sparret med ham. Ikke alenlange dialoger, men hurtigt og ind til benet. Som 1. års senior i 1999 brokkede jeg mig. Jeg kunne ikke følge med. »Tror du ikke, det er bedre, hvis du stopper? Du er jo sur og ked af det hele tiden. Hvorfor stopper du ikke bare?«. Han vidste jo godt, at jeg bare blev endnu mere stædig, endnu mere irriteret. Jeg gik i lære hos min far, blev tandtekniker og fik svendebrev, og så tog jeg til Luxembourg for at cykle. »Lars, hvis ikke du er professionel indenfor de første to år, kan du lige så godt droppe det, for så bliver du alligevel aldrig god. Giv det to år. Ellers kommer du tilbage«.

Kærligheden

- Med Elisabeth var det kærlighed ved første blik. Det var i 2008. Hun har stået meget igennem og opgivet sit politiskilt for mig, så jeg står i evig gæld til hende. Hun havde ambitioner med sit arbejde i politiet, men jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle køre, så hun måtte aflevere skiltet. Hun opgav sin identitet som politimand. Det var hårdt. Nu skal jeg opgive min identitet som cykelrytter. Det bliver også hårdt. Vi fik tvillinger i 2011. Alle med tvillinger ved, hvor hårdt det er. Og jeg kørte to Grand Tours om året. Vores børn er flasket op med, at jeg var væk hele tiden. Jeg glæder mig til, at vi nu får mere tid sammen, og at vi undgik at blive skilt. Og at Elisabeth finder glæden ved et job herhjemme. Som betjent eller noget andet. Hun var vellidt i sit job, og hun er alt for ung til at være cykelenke. Jeg savner, at hun kommer hjem og fortæller, hvad hun har oplevet på sit arbejde. Jeg laver sjov med, at jeg gerne vil være en holdt mand, der passer haven og smører madpakkerne. Jeg ser frem til de faste rutiner i familien. Dem kan du godt have nogle af i løbet af off-season, men de går hurtigt i sig selv igen. Bare sådan noget som at lave mad… Familien synes godt nok ikke, at jeg er ret god til det. Men jeg har heller ikke haft ret meget tid til det. Jeg glæder mig til at lave de små ting. Elisabeth er allerede godt i gang med de gule sedler. Bliver vi enige om bare halvdelen af opgaverne, er det fair nok ...

Eftermæle og fremtid

- Jeg håber at få et balanceret forhold til cykling, så jeg ikke ender med at køre i H50-klassen for at vinde. Det er der i princippet ikke noget i vejen med, men jeg synes, det er uden klasse at køre motionsløb for at vinde, når du er tidligere professionel. Det kommer jeg ikke til. Når man har kørt 18 år på mit niveau, så er det okay at træne med kammeraterne for sjov eller at køre motionsløb for hyggens skyld.

- Jeg vil gerne huskes som ham cykelrytteren, der gjorde de andre gode. For min konstanthed. Det er nok det udtryk, jeg vil bruge. Jeg vil gerne fortsat have en rolle i cyklingen. Lige nu sonderer jeg terrænet og snakker med forskellige i miljøet. Jeg har flere bolde i luften. Der er gang i telefonen. Det gode ved at annoncere et stop i god tid er, at du har tid til at tænke over tingene og får løn indtil den 31. december. Der er jo også familiefirmaet, og far kan ikke blive ved for evigt. Han er 65 i dag. Min bror, Søren, er også med samme med to andre partnere. 11 ansatte er der i Easydent. Hvis alt falder, kan jeg vel komme med igen? Lige nu er jeg sleeping partner.

- Det er gået vildt hurtigt med karrieren. Nogle gange ville jeg ønske, at det ikke var gået så stærkt. Når Jesper Skibby vandt, så nød han det aldrig, fordi der altid var noget nyt, han skulle. Der er altid noget, der kører. Nogle gange føler jeg ikke, jeg har tid nok til at interessere mig for andre mennesker. Nu glæder jeg mig til at komme mere ned i tempo. Jeg har været vant til en tilværelse, hvor det handlede om at optimere mig selv. Det gjorde mig måske lidt selvcentreret, uden at jeg ville det. Men det var nødvendigt for at kunne præstere. Du vil jo ikke slække på tingene og tabe ansigt. Nu vil jeg slutte godt af. Jeg mærker, at det lakker mod enden. Min kone siger, at jeg bliver et bedre menneske. »Du leger med børnene, og du træner ikke så meget«. Hun husker, at jeg havde mere energi, dengang vi mødtes.

Det kuperede terræn i Søhøjlandet ligger fint til Lars Baks træningsture. Her landevejen ved Sejs-Svejbæk.
Det giver knubs at køre cykelløb på højeste niveau. Hudafskrabninger lærer man at leve med.
Lars Bak fanget mod slutningen af årets Tour de France – her kunne slidtagen i den 39-årige krop mærkes. Foto: Ritzau Scanpix