Favrskov: Varmeværk advarer om falske sms’er

24. marts 2020, 11.26

Lige nu florerer mange falske sms’er og mails, der har til formål at lokke oplysninger ud af godtroende mennesker, så svindlerne kan få adgang til deres konti.

FAVRSKOV Svindlere og plattenslagere, der bruger internet og sms, har sat tempoet op under coronakrisen.

Der florerer mangfoldige falske mails, der har til formål at lokke oplysninger ud af godtroende mennesker, så svindlerne kan få adgang til deres konti.

Også falske sms’er - tekstbeskeder på mobiltelefonen - er i omløb, og Laurbjerg Varmeværk advarer nu sine kunder om en sådan falsk sms.

Den handler om manglende betaling med »fjernvarme« som afsender. Men dem skal modtagerne se bort fra og slette, for Laurbjerg Varmeværk sender ikke betalingspåmindelser ud på SMS.

- De afsendte sms’er sendes fra ukendte personer, og vi har ikke nogen mulighed for at stoppe dette. Vi henstiller til, at man sletter eventuelle sms’er og kontakter os med det mobilnummer, man har modtaget en sms på, med henblik på eftersøgning af afsenderen, opfordrer varmeværket på sin hjemmeside.

- sinn