Politi anholder mistænkt seriemorder for drab på muslimer i USA

Drabene på fire mænd har skræmt det muslimske samfund i byen Albuquerque. Nu er en hovedmistænkt anholdt.

Udgivet:10. august 2022, 02.26

Læsetid:2 minutter

Altaf Hussain græder ved sin bror Aftab Husseins grav fredag. 41-årige Aftab Hussein blev dræbt 26. juli.

/ Ritzau /

ALBUQUERQUE Politiet i den amerikanske delstat New Mexico har anholdt en mand, som mistænkes for at stå bag skuddrabene på fire muslimske mænd i byen Albuquerque i løbet af de sidste ni måneder.

Der er tale om en 51-årig afghansk mand, som selv bor i Albuquerque.

Han er formelt sigtet for drabene på 41-årige Aftab Hussein og 27-årige Muhammed Afzaal Hussain henholdsvis 26. juli og 1. august. Han betragtes også som mistænkt for de to andre drab.

Det oplyser politiet natten til onsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det seneste offer, en 25-årig lastbilchauffør ved navn Nayeem Hussain, blev dræbt fredag. Det skete, blot timer efter at han havde deltaget i begravelsen af Hussein og Hussain, der begge er af pakistansk afstamning.

Det første kendte offer i sagen er 62-årige Mohammad Ahmadi fra Afghanistan. Han blev dræbt 7. november sidste år, da han røg en cigaret uden for en købmandsforretning og café, som han drev sammen med sin bror.

Politiet har fundet adskillige skydevåben i den 51-årige mistænktes hjem. Samtidig er efterforskere i besiddelse af beviser, der viser, at den mistænkte i en vis grad kendte ofrene.

- En personlig konflikt kan have ført til skyderierne, oplyser politiet i en erklæring ifølge Reuters.

Avisen The New York Times skriver, at et muligt motiv kan være, at manden var vred, fordi hans datter havde giftet sig med en shiamuslim.

Den mistænkte er sunnimuslim.

I løbet af den seneste tid har myndighederne i Albuquerque og på delstatsniveau arbejdet for at sikre ekstra polititilstedeværelse ved moskéer under bøn.

Albuquerque er New Mexicos største by og hjemsted for omkring 5000 muslimer ud af byens i alt cirka 565.000 indbyggere.

Skuddrabene på de fire mænd, som alle var af pakistansk eller afghansk afstamning, har skræmt det muslimske samfund i Albuquerque.

Nogle familier er gået i skjul i deres hjem, mens en række pakistanske studerende ved University of New Mexico har forladt byen af frygt.

Alle fire mænd er ifølge politiet blevet dræbt i bagholdslignende angreb.

/ritzau/