Landsbyliv: Tanker efter 30 år i Laven

3. august 2019, 08.05

Foto: Jakob Stigsen Andersen

»SÅ er sagen OK. (25/8-89)«

Sådan står der på lappen, der på 30. år hænger på opslagstavlen.

Man kan se på skriften, at det er gået stærkt. Måske skyldes det, at der skulle hentes en flaske af en eller art, for fejres, det skulle det. Vores syvende hus, intet mindre.

4-5 nervøse måneder var ovre. Det, der er OK, er, at ejerne af huset på Kjærs Møllevej 3, Laven, nu også har skrevet under på den slutseddel, som vi, syntes det, allerede for længst har underskrevet, selv om det kun er tre dage siden vi med hjælp af den lokale sagfører gik papirerne igennem og derpå underskrev. Inden for de sidste 4-5 måneder har vi solgt og nu også købt. Solgt vores gode hus i Ry og altså købt på bakken i Laven. Det skulle gå op, og det gjorde det. Måske nok med mæglerens hjælp. Det har vi siden hørt. Der var folk herude i Laven, der var parat til at købe, men efter hvad de har fortalt, lod det sig ikke gøre, og det var på grund af os. Vi mindede da også ved flere lejligheder den gode mægler om, at ved at sælge til os fik han to handeler i hus. Den mulighed har potentielle købere i Laven måske ikke haft.

Nu blev det os, og for stort set samme pris, blev det gode murermesterhus i Ry ombyttet til et funktionelt 60’er hus med en bragende udsigt over Julsø og lige så vigtigt: de slyngede bakker med kornmarker, markstykket, der senere kom til at huse frilandsgrisene, kirken i Alling og Silkeborg Skiklubs lift, der stort set ikke hales frem, men er et vidnesbyrd om niveauforskellene.

Laven kan herudover byde på et trinbræt, tidligere også en imponerende togstation, hvorfra seks postfolk gik ud to gange dagligt, hotel, Restaurant Terrassen og købmand med eget bageri samt et videnskabeligt muselaboratorium + farm. Trinbrættet har vi fortsat, ligeledes det videnskabelige laboratorium og én forretning, et con amore antikvariat, der udover at handle med rigtig gode bøger tjener som dagligstue for unge og midaldrende, ja, alle aldersgrupper, der mødes over en kop kaffe lørdag efter lørdag.

Da vi flyttede hertil var vi henholdsvis 46 og 51. Vi kom til et stille sted med mange ældre, så vi havde sprunget Laven over, da vi i 1982 rykkede fra Thorning og østover. Laven var et ikke et alternativ for en dreng på 13, det var det nu, hvor Hans var fløjet fra reden og begyndt at studere i første omgang i Aarhus.

I Laven hørte vi til de yngre. I dag hører vi til de gamle. Stort set alle de, vi i 1989 fandt gamle, er væk. Nu er det os, der har indtaget deres pladser, og så er der sket det lykkelige for vores lille by med under 400 indbyggere, at de gamles huse er overtaget af unge familier, hvis de da ikke har fundet en grund og bygget selv. På kryds og tværs er der opbygget venskaber over barnevognene, men ikke kun her. Søen med kajakklub og samvær over grillen spiller en rolle, det samme gør antikvariatet, men rækker det? Byen mangler sit hotel. Vi mangler også Terrassen. Steder, hvor man kunne være sammen, og hvor man kunne komme til generalforsamlinger i såvel Borgerforeningen som Vandværket, og hvor man også kunne komme og afgive sin stemme, når der er valg.

Vi mangler også en forretning med indkøbsmuligheder. Sådan en, som andre små bysamfund laver på frivillig basis. Det er nok nødvendigt, såfremt byen skal overleve. Måske er det allerede noget, der tænkes tanker om blandt de mange unge familier, eller er det sådan, at de, der har valgt Laven til, alle kommer fra en lidt højere socialklasse, så hvad der fourageres tages med hjem fra arbejde? Husenes prisleje kunne tyde på det.

Det ville nu være synd og skam ikke at sætte noget i gang. De senere år har nogle, lidt ældre taget toget til Ry eller Silkeborg med sådan en lille indkøbstaske på hjul. Jeg ved det, for jeg har haft fornøjelsen af at være chauffør, hvis jeg alligevel var i Brugsen og skulle tilbage. Hvor gavnligt ville det ikke være for dem, om der var et udsalg her i Laven af en eller anden slags. Det kræver bare den der svære solidaritet, så man ikke kun køber den mælk, man glemte inde i den større by. Måske skulle man se til Alken. De har en ordning med Brugsen, så man kan bestille, hvad man skal bruge og så hente det i Alken. Kan det overføres til Laven?

Til forskel fra dengang vi ankom, og hvor vi med tiden fik lært flere af de ældre at kende, har vi med alderen trukket os tilbage, så vi i dag møder flere ukendte ansigter. Overalt mødes vi dog med stor venlighed og kender også flere, der som os, har boet her gennem flere år.

Vi trives, og det gør vi, fordi vi fortsat kan komme rundt. Vi nyder naturen, cykler i bakkerne, så snart det er muligt, og de bakker, vi har her, står ikke meget tilbage for Jens Søndergaards oppe i Thy. Det siger dog noget.