Begrænsede besøg på landets hospicer giver absolut ingen mening

30. maj 2020, 08.00

DØENDE Venstre, og partierne udenom regeringen, forsøger ihærdigt, at få ændret de mange besøgsrestriktioner på landets hospicer.

Beboerne, som opholder sig her, er her for at dø. De ved det, og deres pårørende ved det, så det giver ingen mening, at der er restriktioner for besøg og ophold sammen med den døende. I gennemsnit opholder beboerne sig 20 dage på hospice. Jeg er klar over, at der også er nogle som, mod forventning, kommer hjem igen. Dem ser jeg bort fra i denne her sammenhæng.

Når man indskrives på hospice, så er det fordi, man her får »den bedst mulige afsked« med maksimal smertelindring, rum til samvær i behagelige omgivelser, med pleje og hjertevarmende omsorg fra dem, som er omkring en.

Havde man valgt at blive hjemme i egen bolig, plejehjem undtaget, så kunne man have sine nærmeste omkring sig, uden at nogen blandede sig lovligt i det. Men fordi man er så syg, at man har brug for 24 timers pleje, så er det ikke muligt.

Det giver simpelthen ingen mening, det skal der hurtigst muligt laves om på, og det hellere i går end i dag.

De politikere som har noget imod det, har ikke selv haft en pårørende på hospice.

Så Mette Frederiksen og Christiansborg, få nu lavet de retningslinjer om nu, det går ud over deres livskvalitet imens i tøver.

Det gælder i øvrigt både for den døende men bestemt også for de efterlevende.